§ Lov om brugsmodeller m.v. (Brugsmodelloven) · kapitel 3 af 11
Kapitel 3 – *International brugsmodelansøgning*
LOV nr 130 af 26/02/1992
§ 17. Ved international brugsmodelansøgning forstås en ansøgning i henhold til den i Washington den 19. juni 1970 indgåede Patentsamarbejdstraktat.
Stk. 2. International brugsmodelansøgning indleveres til en patentmyndighed eller international organisation, som i henhold til traktaten og gennemførelsesforskrifterne er berettiget til at modtage sådan ansøgning (modtagende myndighed). Til patentmyndigheden her i landet kan en international brugsmodelansøgning indleveres i overensstemmelse med regler, der fastsættes af industriministeren. Ansøgeren skal til patentmyndigheden betale det for ansøgningen fastsatte gebyr.
Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 18-25 finder anvendelse på internationale brugsmodelansøgninger, som omfatter Danmark.
§ 18. En international brugsmodelansøgning, for hvilken den modtagende myndighed har fastsat international indleveringsdag, har samme virkning som en her i landet den pågældende dag indleveret brugsmodelansøgning. Bestemmelsen i § 3, stk. 2, 2. pkt., finder dog kun anvendelse, såfremt ansøgningen er videreført i henhold til § 20.
§ 19. En international brugsmodelansøgning skal anses for tilbagetaget for så vidt angår Danmark i de tilfælde, som omhandles i traktatens artikel 24, stk. 1, (i) og (ii).
§ 20. Patentlovens § 31 om videreførelse af en international ansøgning for Danmark finder tilsvarende anvendelse, dog således at fristerne i patentlovens § 31, stk. 1 og stk. 2, sidste led, for internationale brugsmodelansøgninger er henholdsvis 22 og 32 måneder.
§ 21. Tilbagetager ansøgeren en begæring om international forberedende registrerbarhedsprøvning eller en erklæring om, at ansøgeren agter at anvende resultatet af denne prøvning ved ansøgning om brugsmodelregistrering for Danmark, finder patentlovens § 32 tilsvarende anvendelse med de fristændringer, som følger af § 20.
§ 22. Når en international brugsmodelansøgning er videreført i henhold til § 20, finder bestemmelserne i kapitel 1 og 2 samt § 37, stk. 1, 2, 4 og 5, anvendelse på ansøgningen og dens behandling med de afvigelser, der er fastsat i nærværende paragraf og i §§ 23 og 24. Ansøgningen må kun efter ansøgerens begæring optages til behandling forinden udløbet af de frister, som gælder i henhold til § 20.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 16, stk. 2 og 3, finder anvendelse, allerede inden ansøgningen er videreført, når ansøgeren har opfyldt sin forpligtelse i henhold til § 20 til at indlevere en oversættelse af ansøgningen, eller hvis ansøgningen er affattet på dansk, når ansøgeren har indleveret en genpart af den til patentmyndigheden.
Stk. 3. Ved anvendelsen af § 31, jf. patentlovens § 48, samt §§ 38 og 42 anses en international brugsmodelansøgning at være gjort tilgængelig for enhver, når den er tilgængelig i henhold til stk. 2.
Stk. 4. Opfylder brugsmodelansøgningen traktatens krav med hensyn til form og indhold, skal den godkendes i så henseende.
§ 23. Patentlovens § 34 om meddelelse af eller afslag på patent, § 35 om meddelelse og offentliggørelse og § 37 om tilbagetagelse og manglende international forberedende registrerbarhedsprøvning finder tilsvarende anvendelse.
§ 24. Har en del af en international brugsmodelansøgning ikke været genstand for international nyhedsundersøgelse eller international forberedende registrerbarhedsprøvning, fordi ansøgningen er blevet anset for at omfatte to eller flere af hinanden uafhængige frembringelser, og har ansøgeren ikke inden for den fastsatte frist betalt tillægsgebyr i henhold til traktaten, skal patentmyndigheden undersøge, om bedømmelsen var rigtig. Findes dette at være tilfældet, skal den pågældende del af ansøgningen anses for tilbagetaget hos patentmyndigheden, medmindre ansøgeren betaler det fastsatte gebyr inden 2 måneder efter, at patentmyndigheden har givet ansøgeren underretning om udfaldet af undersøgelsen. Finder patentmyndigheden, at bedømmelsen ikke var rigtig, skal den fortsætte behandlingen af ansøgningen i dens helhed.
Stk. 2. Ansøgeren kan påklage en afgørelse i henhold til stk. 1, hvorved det er antaget, at en brugsmodelansøgning omfatter to eller flere af hinanden uafhængige frembringelser. Bestemmelserne i § 37 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Stadfæstes direktoratets afgørelse, regnes fristen for betaling af gebyr i henhold til stk. 1 fra den dag, da endelig afgørelse foreligger.
§ 25. Patentlovens § 38, stk. 1 og 2, om patentmyndighedens efterprøvelse af rigtigheden af en modtagende myndigheds afgørelse eller en afgørelse fra Det Internationale Bureau finder tilsvarende anvendelse for brugsmodelansøgninger.
Stk. 2. Finder patentmyndigheden, at den modtagende myndigheds eller Det Internationale Bureaus afgørelse er urigtig, skal patentmyndigheden behandle ansøgningen i henhold til kapitel 1 og 2 samt § 37, stk. 1, 2, 4 og 5. Hvis international indleveringsdag ikke er fastsat af den modtagende myndighed, skal ansøgningen anses for indleveret den dag, som patentmyndigheden finder burde have været fastsat som international indleveringsdag. Opfylder ansøgningen traktatens krav med hensyn til form og indhold, skal den godkendes i så henseende.
Stk. 3. Bestemmelsen i § 3, stk. 2, 2. pkt., finder anvendelse for ansøgninger, som er optaget til behandling i henhold til stk. 2, hvis ansøgningen bliver almindeligt tilgængelig i henhold til § 16.