§ Lov om brugsmodeller m.v. (Brugsmodelloven) · kapitel 1 af 11
Kapitel 1 – *Almindelige bestemmelser*
LOV nr 130 af 26/02/1992
§ 1. Enhver frembringelse, som kan udnyttes industrielt, og som indebærer en løsning på et teknisk problem, kan efter ansøgning i overensstemmelse med denne lov registreres som brugsmodel.
Stk. 2. Den, der har frembragt en brugsmodel, eller den, til hvem frembringerens ret er overgået, opnår ved registrering eneret til at udnytte den erhvervsmæssigt.
§ 2. Frembringelser registreres ikke som brugsmodeller, hvis de vedrører
-
- et af de forhold, der er nævnt i patentlovens § 1, stk. 2-4,
-
- planter eller dyr,
-
- krigsmateriel eller
-
- fremgangsmåder, jf. dog § 47.
Stk. 2. Industriministeren fastsætter efter forhandling med forsvarsministeren og justitsministeren regler om, hvad der i denne lov skal forstås ved krigsmateriel.
§ 3. Frembringelsen skal være ny i forhold til, hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag, og den skal tydeligt adskille sig derfra.
Stk. 2. Som kendt anses alt, hvad der er blevet almindeligt tilgængeligt gennem skrift, foredrag, udstilling, udbud, udnyttelse, ved afbildning eller på anden måde. Ligeledes anses indholdet i en patentansøgning eller en brugsmodelansøgning, der er indleveret med gyldighed for Danmark før brugsmodelansøgningens indleveringsdag, som kendt, hvis denne ansøgning bliver almindeligt tilgængelig for enhver. Kravet i stk. 1 om, at frembringelsen tydeligt skal adskille sig fra det kendte, gælder dog ikke i forhold til indholdet af sådanne ansøgninger.
Stk. 3. Patentlovens § 2, stk. 5, om undtagelser fra nyhedskravet finder tilsvarende anvendelse.
§ 4. Patentlovens § 3, stk. 1-3, om enerettens indhold, § 4 om forbenyttelsesret og § 5 om udnyttelsesret finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Med hensyn til handlinger angående produkter, som er bragt i omsætning i en anden stat, som har ratificeret eller tiltrådt Aftale om EF-patenter, finder artikel 76 i EF-patentkonventionen anvendelse.
§ 5. Ansøgning om brugsmodelregistrering af en frembringelse, der tidligst 12 måneder før ansøgningsdagen er angivet i en ansøgning, som angår en brugsmodel eller et patent her i landet eller en brugsmodel, et patent eller et opfindercertifikat i et andet land, som er tilsluttet Pariserkonventionen af 20. marts 1883 om beskyttelse af industriel ejendomsret, skal i forhold til § 3, stk. 1 og 2, og § 4, stk. 1, for så vidt angår forbenyttelsesret på anmodning anses for indleveret samtidig med den tidligere ansøgning. Den samme ret til prioritet gælder, selv om den tidligere ansøgning om beskyttelse ikke hidrører fra et land, der er tilsluttet konventionen, når en tilsvarende prioritet fra en dansk brugsmodelansøgning indrømmes i det land, hvor den tidligere ansøgning blev indleveret, og lovgivningen i det pågældende land i hovedsagen stemmer overens med konventionen.
Stk. 2. Industriministeren fastsætter regler om retten til at gøre prioritet gældende efter stk. 1.
§ 6. Har ansøgeren tidligere indleveret en patentansøgning for Danmark, kan ansøgeren anvende patentansøgningen helt eller delvis som grundlag for en brugsmodelansøgning vedrørende samme frembringelse. Ansøgeren kan begære, at den indleveringsdag, der gælder for patentansøgningen, skal gælde for brugsmodelansøgningen. Er der anmodet om prioritet i patentansøgningen, jf. patentlovens § 6, gælder denne anmodning også for brugsmodelansøgningen.
Stk. 2. Industriministeren fastsætter regler om begæring efter stk. 1.