Lov om universiteter m.fl. (universitetsloven) § 8
§ 8. For hver uddannelse eller for flere uddannelser nedsættes et studienævn.
Stk. 2. Hvert studienævn består af et lige stort antal lærere og studerende, i alt højst 10. Lærerne vælges for 3 år ad gangen af og blandt de lærere, der underviser inden for det pågældende studienævns område. Mindst halvdelen af lærerne skal være heltidsansatte videnskabelige medarbejdere. De studerende vælges for 1 år ad gangen af og blandt de studerende, der studerer inden for det pågældende studienævns område. Studienævnet vælger af sin midte blandt de heltidsansatte videnskabelige medarbejdere en formand.
Stk. 3. Ved stemmelighed træffer fakultetsrådet afgørelsen.
Stk. 4. Studienævnet godkender undervisningsplanen, herunder rekvirering af undervisning, og udarbejder forslag til studieordning.
Stk. 5. Institutionen skal høre studienævnet om:
-
- Forslag til uddannelsesbekendtgørelser.
-
- Forslag til generelle regler for eksamen, karaktergivning og undervisning.
-
- Forhold, der i øvrigt vedrører undervisningen inden for det pågældende studienævns område.
Stk. 6. Studienævnet kan inden for de fastsatte generelle retningslinjer dispensere fra uddannelsesbekendtgørelsens bestemmelser efter regler fastsat heri og fra studieordningens bestemmelser inden for bekendtgørelsens rammer.
Stk. 7. Formanden for studienævnet er tillige studieleder. Studielederen forestår efter bemyndigelse fra rektor den praktiske tilrettelæggelse af den pågældende uddannelse og disponerer de tildelte undervisningsressourcer. Dekanen godkender studielederen.
Stk. 8. Hvis mindst 2/3 af studienævnets medlemmer bortset fra formanden mener, at studielederen i væsentligt omfang ikke handler i overensstemmelse med de beslutninger, der er truffet efter stk. 4, kan det indstille til dekanen, at studielederens hverv bringes til ophør.
Kilde: Retsinformation.dk