← Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed

§ Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed · kapitel 3 af 9

Kapitel 3 – *Danmarks Radio*

LOV nr 1065 af 23/12/1992

§ 7. Danmarks Radio er en selvstændig offentlig institution, der er forpligtet over for hele befolkningen til at sprede radio- og fjernsynsprogrammer omfattende nyhedsformidling, oplysning, underholdning og kunst. Der skal ved programlægningen lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Der skal i programudbudet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed.

Stk. 2. Danmarks Radio kan udøve anden programvirksomhed, herunder ved udsendelse til udlandet og ved fremstilling af programmer til distribution på anden måde end gennem udsendelser.

Stk. 3. Danmarks Radio kan herudover udøve anden programvirksomhed ved hjælp af fællesantenneanlæg i medfør af tilladelse efter kapitel 5.

Stk. 4. Danmarks Radio producerer kortbølgeprogrammer til udlandet og har programansvaret. Kommunikationsministeren fastsætter i forbindelse med de årlige rammefastsættelser, jf. § 14, de nærmere vilkår for produktionen efter forslag fra bestyrelsen.

Stk. 5. Programmer, hvortil der ydes tilskud, kan indgå i programvirksomheden efter reglerne i kapitel 8.

Stk. 6. Danmarks Radio kan udøve anden virksomhed i tilknytning til programvirksomheden eller med henblik på udnyttelse af institutionens tekniske udstyr, særlige sagkundskab m.v.

Stk. 7. Efter regler fastsat af kommunikationsministeren er Danmarks Radio forpligtet til at udsende meddelelser af beredskabsmæssig betydning til befolkningen.

§ 8. Danmarks Radios virksomhed finansieres gennem afgifter for benyttelse af radio- og fjernsynsmodtagere samt gennem indtægter ved salg af programmer og andre ydelser, tilskud m.v.

§ 9. Danmarks Radio ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer, som beskikkes af kommunikationsministeren. 1 medlem (formanden) udpeges af kommunikationsministeren, og 9 medlemmer udpeges af Folketinget. De fast ansatte medarbejdere i Danmarks Radio udpeger 1 medlem. Kommunikationsministeren beskikker næstformanden blandt de medlemmer, der er udpeget af Folketinget.

Stk. 2. I tilfælde af udtræden udpeges et nyt medlem for den resterende del af beskikkelsesperioden.

Stk. 3. Medlemmer af Folketinget kan ikke være medlemmer af bestyrelsen.

Stk. 4. Beskikkelserne gælder for 4 år.

§ 10. Bestyrelsen er Danmarks Radios øverste ledelse og har det overordnede ansvar for, at de bestemmelser for institutionens virksomhed, der er fastsat i loven, overholdes. Bestyrelsen fastsætter de almindelige retningslinjer for Danmarks Radios virksomhed og ansætter generaldirektøren og øvrige medlemmer af Danmarks Radios direktion.

Stk. 2. Danmarks Radios afgørelser i sager, der vedrører institutionens virksomhed, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog § 16, stk. 3.

Stk. 3. Danmarks Radios afgørelser i sager om god presseskik og om genmæle kan dog indbringes for Pressenævnet efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 5-7.

Stk. 4. Kommunikationsministeren fastsætter en vedtægt for Danmarks Radio efter forslag udarbejdet af bestyrelsen.

§ 11. Generaldirektøren har det daglige programansvar og varetager den daglige administrative og økonomiske ledelse af Danmarks Radio. Det personale, som ikke ansættes af bestyrelsen, jf. § 10, stk. 1, ansættes af generaldirektøren.

§ 12. Kommunikationsministeren nedsætter et programråd. Medlemmerne beskikkes for en periode på 4 år.

Stk. 2. Programrådet er et rådgivende organ, der skal drøfte Danmarks Radios programvirksomhed, og som kan afgive udtalelse herom til bestyrelse og direktion.

Stk. 3. Nærmere regler om rådets sammensætning og virksomhed fastsættes i vedtægten for Danmarks Radio.

§ 13. For hvert amt og for Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab nedsættes et programråd efter regler, der fastsættes af amtsrådet. Programrådet er et rådgivende organ, som har til opgave at følge Danmarks Radios regionale programvirksomhed, og som kan fremkomme med synspunkter herom og om programvirksomheden i øvrigt over for det programråd, der er nævnt i § 12. Medlemmerne beskikkes for en periode på 4 år.

Stk. 2. Nærmere regler for amtsprogramrådenes virksomhed fastsættes i vedtægten for Danmarks Radio.

§ 14. Bestyrelsen fremsætter over for kommunikationsministeren forslag til rammefastsættelse tillige med forslag til størrelsen af afgifterne for benyttelse af radio- og fjernsynsmodtagere, jf. § 61, stk. 1.

Stk. 2. Bestyrelsen fastsætter for hvert finansår inden for den af ministeren fastsatte ramme budgettet for Danmarks Radios virksomhed.

Stk. 3. Når Danmarks Radio har fastsat det budget, som er nævnt i stk. 2, tilsendes det ministeren og Folketinget til orientering.

Stk. 4. Institutionens regnskab revideres af Rigsrevisionen. Det af bestyrelsen udarbejdede regnskab for det enkelte finansår forelægges med revisionens bemærkninger ministeren til godkendelse og tilsendes derefter Folketinget til orientering.

§ 15. Danmarks Radios andel af afgifterne for benyttelse af radio- og fjernsynsmodtagere, jf. § 61, stk. 1, indgår i en særlig fond, der benævnes Radiofonden og administreres af Danmarks Radios bestyrelse.

§ 16. Produktion og udsendelse af Danmarks Radios kortbølgeprogrammer finansieres af statskassen.

Stk. 2. Der kan stilles midler til rådighed af statskassen til dækning af udgifterne ved andre dele af Danmarks Radios virksomhed. Aftale om vilkårene herfor træffes mellem kommunikationsministeren, bestyrelsen og den minister, hvis forretningsområde berøres af den pågældende del af virksomheden.

Stk. 3. Ved en aftale efter stk. 2 kan bestemmelserne i § 10, stk. 2, og § 11 fraviges.

§ 17. Kommunikationsministeren kan efter forhandling med finansministeren stille en statsgaranti til sikring af opfyldelsen af de pensionsforpligtelser, der påhviler Pensionsfonden for Danmarks Radios Tjenestemænd.