← Beredskabsloven

§ Beredskabsloven · kapitel 6 af 13

Kapitel 6 – *Beredskabets organisation under krise eller krig*

LOV nr 1054 af 23/12/1992

§ 29. Indenrigsministeren fastsætter regler om

    1. redningsberedskabets organisation,
    1. landets inddeling i rednings- og civilregioner, deres opgaver, deres sammensætning og ledelsen af disse og
    1. opgavefordelingen og samarbejdet mellem det statslige redningsberedskab, det kommunale redningsberedskab og de myndigheder, der er ansvarlige for sygehusberedskabet.

§ 30. Det statslige lokale redningsberedskab hører under politimesteren.

Stk. 2. Politimesteren varetager under krise eller krig efter regler, der fastsættes af indenrigsministeren, følgende opgaver:

    1. evakuering,
    1. varsling af civilbefolkningen,
    1. afspærring og bevogtning i forbindelse med udførelsen af redningsberedskabets opgaver,
    1. tilsyn med mørklægning og
    1. andre beredskabsopgaver, som efter forhandling med justitsministeren henlægges til politiet.

Stk. 3. Indenrigsministeren bestemmer, hvem der varetager opgaverne efter stk. 2 i de politikredse, hvor det kommunale redningsberedskab er samordnet efter §§ 10 og 11.

§ 31. De enkelte ministre bestemmer, i hvilket omfang de beføjelser, der kan udøves af centrale forvaltningsmyndigheder, under krise eller krig skal kunne udøves af forvaltningsorganer, der udpeges dertil.

§ 32. En amtskommunes eller kommunes ressourcer inden for det civile beredskab kan af indenrigsministeren eller forvaltningsorganer, som ministeren udpeger hertil, under krise eller krig kræves stillet til rådighed for en anden amtskommunes eller kommunes civile beredskab. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.