Lov om godtgørelse vedrørende erhvervsvirksomheders udgifter til administration af skatter og afgifter § 1
§ 1. Til skattepligtige personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, som i overvejende grad er afgiftspligtig efter momsloven eller lov om afgift af lønsum m.v., kan der ydes en årlig godtgørelse på 6.000 kr., hvis den pågældende ikke har nogen ansatte. Hvis den pågældende har ansatte, nedsættes godtgørelsen med 2.000 kr. ganget med antallet af fuldtidsbeskæftigede ansatte i virksomheden. Hvis den pågældende driver flere virksomheder, afhænger nedsættelsen af det samlede antal fuldtidsbeskæftigede ansatte i virksomhederne. For virksomheder med ansatte sker beregningen på grundlag af virksomhedens ATP-bidrag i det pågældende indkomstår.
Stk. 2. Godtgørelsen kan ikke overstige 2,5 pct. af den skattepligtiges overskud af selvstændig erhvervsvirksomhed i indkomståret opgjort efter reglerne i § 4, stk. 1, i lov om investeringsfonds med tillæg af udgifter til løn, som er A-indkomst for modtageren efter § 43, stk. 1, i lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (kildeskat). Godtgørelse efter denne lov medregnes ikke ved opgørelsen.
Stk. 3. Hvis den skattepligtige driver en selvstændig virksomhed som nævnt i stk. 1 sammen med andre, er det alene denne virksomheds forhold, der er afgørende for, om der kan opnås godtgørelse for virksomheden. Godtgørelsen beregnes efter reglerne i stk. 1, 1., 2. og 4. pkt., og kan ikke overstige 2,5 pct. af denne virksomheds overskud opgjort og korrigeret som i stk. 2, dog uden skattemæssige af- og nedskrivninger. Godtgørelsen fordeles ligeligt imellem indehaverne af virksomheden uden hensyn til ejerandelenes størrelse. Hvis antallet af indehavere er større end 10, ydes der ikke godtgørelse for denne virksomhed. Virksomhedens antal ansatte og indkomsten ved virksomheden tages ikke i betragtning ved beregning af en eventuel yderligere godtgørelse efter stk. 1. Den samlede godtgørelse til en skattepligtig i et indkomstår kan dog ikke overstige 6.000 kr.
Stk. 4. Godtgørelsen medregnes ved opgørelsen af modtagerens skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår. Godtgørelsen modregnes i den skattepligtiges slutskat efter de regler, der er angivet i § 60, stk. 1, i lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (kildeskat), på samme måde som de i bestemmelsen nævnte beløb.
Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om lovens administration, herunder om, hvilke oplysninger den skattepligtige skal afgive, for at godtgørelsen kan fastsættes.
Stk. 6. Skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, træffer afgørelser efter denne lov, herunder afgørelser i sager om klage over beregningen af godtgørelser. Skatteministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
Kilde: Retsinformation.dk