§ Kiropraktorloven · kapitel 2 af 5
Kapitel 2 – *Rettigheder og pligter*
LOV nr 415 af 06/06/1991
§ 7. Kiropraktorvirksomhed omfatter diagnostik, forebyggelse og kiropraktisk behandling af biomekaniske funktionsforstyrrelser i rygsøjle, bækken og ekstremiteter.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for kiropraktorers virksomhed og eventuelle begrænsninger i denne virksomhed, herunder regler for kiropraktorers anvendelse af røntgenstråling m.v.
Stk. 3. En kiropraktor må behandle børn under 1 år, når barnets læge skriftligt har afgivet erklæring om, at barnet ikke har sygdomme eller sygdomstilstande, som kontraindicerer behandling hos en kiropraktor.
§ 8. En kiropraktor er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved benyttelse af medhjælp.
§ 9. Kiropraktorer skal føre ordnede optegnelser over deres virksomhed efter nærmere af Sundhedsstyrelsen fastsatte regler.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte optegnelser skal opbevares i mindst 10 år.
§ 10. Reklamering for kiropraktorvirksomhed må kun ske ved meddelelse af navn, stilling, adresse og træffetid samt om eventuel tilslutning til overenskomst med det offentlige.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke reklamering, der udelukkende sker over for andre kiropraktorer.
§ 11. Kiropraktorer er forpligtede til at afgive de indberetninger og anmeldelser, som af hensyn til den offentlige sundhedspleje afkræves dem af sundhedsmyndighederne.