Friskoleloven § 9

§ 9. Tilsynet med en fri grundskoles almindelige virksomhed, herunder med, at skolen giver en undervisning, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, påhviler forældrene til børn i skolen (forældrekredsen). Forældrekredsen træffer selv beslutning om, på hvilken måde tilsynet skal udøves.

Stk. 2. Forældrekredsen enten vælger for højst 4 år en person uden for forældrekredsen til at føre tilsyn med elevernes standpunkt i dansk, regning/matematik og engelsk eller anmoder kommunalbestyrelsen i skolekommunen om at varetage dette tilsyn. Kommunalbestyrelsen skal orienteres om, hvilken person der er valgt til at føre tilsyn.

Stk. 3. Hvis forældrekredsen ikke vælger en tilsynsførende, varetages tilsynet af kommunalbestyrelsen.

Stk. 4. Den tilsynsførende afgiver hvert år en erklæring til forældrekredsen og skolens bestyrelse om elevernes standpunkt i de fag, der er nævnt i stk. 2. Skønner den tilsynsførende, at standpunktet ikke står mål med, hvad der almindeligvis opnås i folkeskolen, fastsætter den tilsynsførende en frist på 3 måneder til forbedring af forholdene. Finder den tilsynsførende stadig undervisningen mangelfuld, indberettes det efter drøftelse med forældrekredsen og skolens bestyrelse til kommunalbestyrelsen. Denne kan træffe beslutning om elevers eventuelle indskrivning i en anden skole.

Stk. 5. Undervisnings- og forskningsministeren kan i særlige tilfælde træffe beslutning om yderligere tilsyn med en skole.

Kilde: Retsinformation.dk