Friskoleloven § 37
§ 37. Skolerne skal hvert år sende elevernes bopælskommuner en fortegnelse over alle børn fra kommunen, som pr. 5. september er tilmeldt skolen, samt over de elever, der samtidig er tilmeldt en skolefritidsordning ved skolerne, og som skal indgå i tilskudsberegningen efter kapitel 4 og bidragsopkrævningen efter kapitel 6. Fortegnelsen skal indeholde oplysning om elevernes personnumre og om, hvorvidt eleverne er undervisningspligtige.
Stk. 2. Udmeldes en undervisningspligtig elev i skoleårets løb, skal skolens leder snarest muligt underrette elevens bopælskommune.
Stk. 3. Bopælskommunen returnerer en attesteret fortegnelse efter stk. 1 til skolen over elever, som kommunen har godkendt som hjemmehørende i kommunen, og som ikke er tilmeldt folkeskolen eller en anden fri grundskole.
Stk. 4. Undervisnings- og forskningsministeren indkalder oplysninger fra skolerne til brug for fastlæggelsen af tilskud, der attesteres af skolens revisor, og kan pålægge skolerne og den i § 11, stk. 1, nævnte vikarkasse, Frie Grundskolers Fællesråd og Deutscher Schul- und Sprachverein fur Nordschleswig at indsende statistiske oplysninger og oplysninger vedrørende økonomiske forhold, herunder regnskaber.
Stk. 5. Undervisnings- og forskningsministeren kan bestemme, at skolernes regnskaber skal indsendes til Frie Grundskolers Fællesråd.
Kilde: Retsinformation.dk