← Friskoleloven

§ Friskoleloven · kapitel 10 af 10

Kapitel 10 – *Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser*

LOV nr 411 af 06/06/1991

§ 42. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.

Stk. 2. Dog træder § 37 i kraft den 1. september 1991 og § 12 den 1. januar 1993 eller senere efter undervisnings- og forskningsministerens bestemmelse.

Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om tilskud til udgifter til renter af lån i skolens bygninger, husleje, skatter, afgifter og særlige vedligeholdelsesarbejder samt om ydelse af statslån for perioden 1. januar 1992, og indtil § 12 træder i kraft, jf. stk. 2.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte en frist for godkendelse af udgifter til renter af lån i skolens bygninger, husleje, skatter, afgifter og særlige vedligeholdelsesarbejder, der skal indgå i fastlæggelsen af afviklingstilskud efter § 12, stk. 2.

§ 43. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om tildeling af overgangstilskud i maksimalt fire finansår regnet fra 1. januar 1992 til skoler, hvor tildelingen af driftstilskud i henhold til § 11 er reduceret væsentligt i forhold til tildelingen efter de regler, der gælder i 1991.

Stk. 2. Tilskuddene i henhold til stk. 1 afsættes af skolernes generelle driftstilskud efter § 10.

§ 44. Lov om friskoler og private grundskoler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 252 af 19. april 1989, ophæves.

Stk. 2. I lov om statsstøtte til visse private skoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 659 af 25. oktober 1988, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 1, nr. 4 - 6, ophæves.

Nr. 7-10 bliver herefter nr. 4-7.

2. § 1, stk. 2, 1. pkt., ophæves.

3. I § 3 b, stk. 3, udgår », Frie Grundskolers Fællesråd«.

4. § 3 c, 2. pkt., ophæves.

5. § 3 d ophæves.

6. I § 3 g ændres »§ 3 d« til: »§ 3 e«.

Stk. 3. I § 1 i lov nr. 214 af 5. april 1989 om kommuners og amtskommuners bidrag til statslige og private skoler og kurser udgår »ved skoler og kurser omfattet af lov om friskoler og private grundskoler m.v. samt«.

Stk. 4. I § 33, stk. 2, 1. pkt., i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 524 af 10. juli 1990, udgår »i kapitel 5«.

Stk. 5. Regler, der er fastsat med hjemmel i de love, der er nævnt i stk. 1 og 2, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.

§ 45. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg Slot, den 6. juni 1991

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Knud Enggaard

Officielle noter

Ingen