← Friskoleloven

§ Friskoleloven · kapitel 1 af 10

Kapitel 1 – *Undervisning m.v.*

LOV nr 411 af 06/06/1991

§ 1. Friskoler og private grundskoler (frie grundskoler) giver undervisning inden for 1.-9. klassetrin, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Skolerne kan tillige omfatte 1-årige 10. klasser og 1-årige børnehaveklasser.

Stk. 2. Undervisningen på 8.-10. klassetrin kan forberede til folkeskolens afsluttende prøver. Undervisnings- og forskningsministeren kan meddele lederen af en fri grundskole ret til at afholde folkeskolens afsluttende prøver i obligatoriske fag og tilbudsfag efter de regler, der gælder for folkeskolen. Skolen fastsætter selv, på hvilke klassetrin prøver i valgfag afholdes.

§ 2. En fri grundskole skal mindst omfatte 1.-7. klassetrin, jf. dog § 41 om grundskoleafdelinger ved private gymnasieskoler.

Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan fravige bestemmelsen i stk. 1 i særlige tilfælde.

§ 3. En fri grundskole skal efter regler, der fastsættes af undervisnings- og forskningsministeren,

    1. give specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand til elever, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, jf. dog stk. 2, og
    1. supplerende undervisning eller anden faglig støtte til elever, som har behov for midlertidig støtte, samt
    1. sørge for undervisning af elever, der gennem længere tid på grund af sygdom eller af hensyn til deres sundhed eller velfærd ikke kan undervises i skolen.

Stk. 2. Skolen kan henvise elever til specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand på en anden fri grundskole eller i folkeskolen.

Stk. 3. Skolen henviser fremmedsprogede elever til den undervisning i deres modersmål, som er etableret for folkeskolens elever, medmindre skolen selv tilbyder denne undervisning.

Stk. 4. Skolekommunen skal yde vederlagsfri pædagogisk-psykologisk rådgivning.

§ 4. Skoleåret begynder den 1. august og omfatter normalt 200 skoledage.