← Lov om planlægning

§ Lov om planlægning · kapitel 7 af 16

Kapitel 7 – *Zoneinddelingen og landzoneadministrationen*

LOV nr 388 af 06/06/1991

§ 34. Hele landet er opdelt i byzoner, sommerhusområder og landzoner.

Stk. 2. Byzoner er

    1. områder, som i en byudviklingsplan er udlagt til bymæssig bebyggelse,
    1. områder, som i en bygningsvedtægt er udlagt som byggeområder til bymæssig bebyggelse,
    1. områder, som i en byplanvedtægt er udlagt til bymæssig bebyggelse eller offentlige formål, og
    1. områder, som i en lokalplan er overført til byzone.

Stk. 3. Sommerhusområder er

    1. områder, som i en bygningsvedtægt eller en byplanvedtægt er udlagt til sommerhusbebyggelse, og
    1. områder, som i en lokalplan er overført til sommerhusområde.

Stk. 4. Landzoner er de områder, der ikke er omfattet af stk. 2 og 3.

§ 35 . I landzoner må der ikke uden tilladelse fra landzonemyndigheden foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer, jf. dog §§ 36-38.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 til udstykning, bebyggelse eller ændret anvendelse, som er omfattet af reglen om lokalplanpligt i § 13, stk. 2, kan først meddeles, når den fornødne lokalplan er offentligt bekendtgjort.

Stk. 3. Amtsrådet er landzonemyndighed. I følgende tilfælde er kommunalbestyrelsen dog landzonemyndighed:

    1. I Københavns og Frederiksberg Kommuner.
    1. I landsbyer, der er entydigt afgrænset i en kommuneplan.
    1. I landzoneområder, der er omfattet af en offentligt bekendtgjort lokalplan.

Stk. 4. Ansøgeren og kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet skal have skriftlig meddelelse om afgørelser efter stk. 1.

Stk. 5. Tilladelser efter stk. 1 skal offentliggøres. Offentliggørelse kan dog undlades, hvis tilladelsen er i overensstemmelse med en offentligt bekendtgjort lokalplan.

Stk. 6. Offentliggørelsen af en tilladelse efter stk. 1 skal indeholde oplysning om bestemmelserne i §§ 59 og 60.

§ 36 . Tilladelse efter § 35, stk. 1, kræves ikke til:

    1. Udstykning efter landbrugslovens § 8, stk. 4, til samdrift med en bestående landbrugsejendom.
    1. Udstykning af en skovejendom efter landbrugslovens § 4, stk. 2.
    1. Byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelse af fiskerierhvervet, jf. dog stk. 2.
    1. Ibrugtagen af bebyggelse eller arealer til landbrug eller skovbrug eller til brug for udøvelse af fiskerierhvervet.
    1. Udstykning, byggeri eller ændret anvendelse i det omfang, dette udtrykkeligt er tilladt i en lokalplan, der er tilvejebragt efter reglerne i denne lov.
    1. Indvinding af råstoffer i jorden.
    1. Byggeri, der efter bygningsreglement for småhuse er fritaget for krav om byggetilladelse, og som ikke medfører oprettelse af en ny bolig.
    1. Byggeri, der i bygningsreglement er fritaget for krav om byggetilladelse, og som etableres til brug for offentlige trafik-, forsynings- eller varslingsanlæg eller radio- og tv-modtagelse.
    1. Til- og ombygning af helårshus, hvorved husets samlede bruttoetageareal ikke overstiger 250 m2.
    1. Helårsboligs overgang til anvendelse som fritidsbolig.

Stk. 2. Der kræves dog tilladelse efter § 35, stk. 1, for så vidt angår beliggenheden og udformningen af bygninger som omhandlet i stk. 1, nr. 3, der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer.

§ 37. Bygninger, der ikke længere er nødvendige for driften af en landbrugsejendom, kan uden tilladelse efter § 35, stk. 1, tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed samt lager- og kontorformål m.v. på betingelse af:

    1. at virksomheden etableres i bestående bygninger, der ikke om- eller tilbygges i væsentligt omfang, og
    1. at bygningerne ikke er opført inden for de seneste 5 år.

Stk. 2. I tilknytning til de bygninger, der er nævnt i stk. 1, kan der endvidere etableres et mindre ikke skæmmende oplag efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse.

§ 38. Anvendelse af bygninger til den virksomhed, der er nævnt i § 37, må kun ske efter forudgående anmeldelse til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen skal påse, om betingelserne efter § 37 er opfyldt. Såfremt kommunalbestyrelsen ikke har gjort indsigelse inden 2 uger fra den dag, anmeldelsen er modtaget, kan bygningerne tages i brug.