Lov om individuel boligstøtte § 27

§ 27. En andelshaver i en privat andelsboligforening, hvis lejlighed forbedres i henhold til en godkendt saneringsplan eller efter en beslutning i medfør af lov om byfornyelse og boligforbedring, har ret til boligstøtte svarende til 75 pct. af den stigning i boligudgiften, der skyldes andelshaverens udgifter til finansiering af forbedringsarbejderne. Boligstøtten kan tidligst ydes fra det tidspunkt, hvor samtlige forbedringsarbejder er fuldført.

Stk. 2. Boligstøtte til dækning af 75 pct. af forskellen mellem den hidtidige og den nuværende boligudgift ydes endvidere til

    1. lejere af beboelseslejligheder, ejere og andelshavere, som efter § 38 i lov om byfornyelse og boligforbedring anvises en lejlighed i en udlejningsejendom eller en andelslejlighed i en privat andelsboligforening, hvortil der ikke kan ydes støtte efter § 25 i denne lov,
    1. lejere af beboelseslejligheder, ejere og andelshavere, der i medfør af § 14, stk. 2 og 3, i lov om byfornyelse og boligforbedring eller § 20 a, stk. 1 og 2, i lov om sanering udnytter fortrinsretten til medlemskab af en andelsboligforening, og
    1. lejere, der hidtil har været berettiget til boligstøtte til lejligheden efter § 25, og som bliver andelshavere ved andelsboligforeningens overtagelse af ejendommen, eller som senere bliver andelshavere.

Stk. 3. Boligstøtte efter stk. 1 nedsættes fra 2. til 5. år til henholdsvis 60 pct., 45 pct., 30 pct. og 15 pct. af den stigning i boligafgiften, der skyldes andelshavernes udgifter til finansiering af de i stk. 1 nævnte arbejder, og bortfalder derefter.

Stk. 4. Boligstøtte efter stk. 2 nedsættes fra 2. til 5. år til henholdsvis 60 pct., 45 pct., 30 pct. og 15 pct. af forskellen mellem den hidtidige boligudgift på tidspunktet for overtagelsen af erstatningsboligen og den til enhver tid gældende boligudgift og bortfalder derefter. Såfremt husstande, der er omfattet af stk. 2, nr. 2 og 3, har ret til støtte efter § 25 i denne lov eller tilskud efter stk. 2 til anden lejlighed, før fortrinsretten udnyttes eller ejendommen overtages på andelsbasis, beregnes tilskuddet efter 1. pkt., som om husstanden i denne periode havde modtaget tilskud til den lejlighed, som overtages på andelsbasis.

Stk. 5. §§ 10, 11, 14, 15, 23, 24 og § 25, stk. 8, 3. pkt., og stk. 9, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Såfremt en boligtager, som er berettiget til boligstøtte efter stk. 2, senere på ny bliver berettiget til boligstøtte efter § 25 eller § 27, nedsættes boligstøtten efter stk. 7.

Stk. 7. Den hidtidige boligstøtte nedsættes efter stk. 4, idet nedsættelsen dog sker på grundlag af forskellen mellem boligudgiften i måneden før det tidspunkt, hvor lejeren bliver berettiget til en ny boligstøtte efter § 25 eller § 27, og boligudgiften i den lejlighed, lejeren beboede, indtil der blev anvist erstatningsbolig, indtil fortrinsretten til medlemskab af en andelsboligforening blev udnyttet, eller indtil ejendommen blev overtaget på andelsbasis.

Stk. 8. Boligministeren kan fastsætte bestemmelser om beregning af boligstøtte efter denne bestemmelse, herunder regler om beregning af boligudgiften.

Kilde: Retsinformation.dk