Lov om individuel boligstøtte § 23
§ 23. Den årlige boligstøtte kan ikke være større end 24.204 kr., jf. § 72, stk. 1, nr. 11. Hvis der i husstanden er 4 eller flere børn, forhøjes maksimumsbeløbet dog med 25 pct. Hvis boligen er egnet for og bebos af stærkt bevægelseshæmmede, forhøjes det i 1. pkt. nævnte maksimumsbeløb med 50 pct.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte grænse finder ikke anvendelse, hvor kommunalbestyrelsen anviser en ældrebolig, jf. lov om boliger for ældre og personer med handicap, til en person, der er berettiget til boligydelse. Det samme gælder, hvis en ældreegnet bolig i almennyttigt boligbyggeri i medfør af § 14, stk. 2 og 3, i lov om boligbyggeri stilles til rådighed for en person som nævnt i 1. pkt.
Stk. 3. Den i stk. 1 nævnte grænse kan fraviges, når der i konkrete tilfælde efter kommunalbestyrelsens skøn foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en højere boligstøtte. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter 1. pkt. kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Kilde: Retsinformation.dk