Lov om individuel boligstøtte § 12

§ 12. Ved beregning af boligstøtte nedsættes den boligudgift, der er opgjort efter §§ 10 og 11 i henhold til reglen i stk. 2, såfremt boligens bruttoetageareal overstiger 65 m2 for een person i husstanden og 20 m2 pr. person herudover.

Stk. 2. Ved opgørelsen medregnes for een person boligudgiften pr. m2 bruttoetageareal for 65 m2. For hver af de øvrige personer i husstanden medregnes m2-udgiften for 20 m2 bruttoetageareal. For de følgende 20 m2 medregnes 75 pct. af m2-udgiften, og for yderligere 20 m2 medregnes 50 pct.

Stk. 3. Såfremt nogen af husstandsmedlemmerne er stærkt bevægelseshæmmede og boligen er egnet herfor, medregnes ved opgørelsen for een person boligudgiften pr. m2 bruttoetageareal for 75 m2. Stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Såfremt et eller flere værelser fremlejes, fremlånes, udlejes eller anvendes til erhverv, fradrages der ved opgørelsen af arealet et areal, der mindst skal svare til den forholdsmæssige del af arealet efter antallet af værelser.

Kilde: Retsinformation.dk