← Lov om landbrugsuddannelser

§ Lov om landbrugsuddannelser · kapitel 8 af 10

Kapitel 8 – *Rådgivning m.v.*

LOV nr 371 af 06/06/1991

§ 21. Undervisnings- og forskningsministeren nedsætter et Landbrugsuddannelsesråd og udpeger formanden. Rådets medlemmer udpeges af følgende foreninger således:

De Danske Landboforeninger 2

Danske Husmandsforeninger 2

Danmarks Landboungdom 2

Foreningen for danske Landbrugsskoler 2

Rådet kan supplere sig med repræsentanter for landbrugets arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer.

Stk. 2. Der kan udpeges stedfortrædere for medlemmerne.

Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren, arbejdsministeren og landbrugsministeren udpeger hver en tilforordnet til rådet. Undervisnings- og forskningsministeren kan efter indstilling fra Landbrugsuddannelsesrådet udpege et antal uafhængige, særligt sagkyndige til som tilforordnede at deltage i rådets arbejde.

Stk. 4. Erhvervsuddannelsesrådets og Teknikerrådets formand eller næstformand kan deltage i rådets møder uden stemmeret.

Stk. 5. Formanden, medlemmerne og deres stedfortrædere samt de tilforordnede beskikkes af undervisnings- og forskningsministeren for 4 år. De tilforordnede særligt sagkyndige kan dog beskikkes for en kortere periode.

Stk. 6. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 7. Undervisnings- og forskningsministeren stiller sekretariatsbistand til rådighed for Landbrugsuddannelsesrådet.

§ 22. Landbrugsuddannelsesrådet afgiver indstilling til undervisnings- og forskningsministeren om regler om uddannelserne, jf. § 2, om godkendelse af skoler, som ikke er erhvervsskoler, institutioner og virksomheder, til bestemte landbrugsuddannelser, jf. § 3, stk. 2, om fritagelse for dele af uddannelserne, jf. § 8, om regler om optagelse på skole og regler, der begrænser adgangen til uddannelserne i henhold til denne lov, jf. § 9, stk. 4 og 5, om tilskud til iværksættelse af nye uddannelser og kurser samt forsøgs- og udviklingsarbejde, jf. § 16, stk. 2, om regler om elevernes retlige forhold, jf. § 18, stk. 2, om regler om befordringstilskud, jf. § 20, om udpegning af særligt sagkyndige, jf. § 21, stk. 3, og om overgangsordninger, jf. § 24, stk. 3.

Stk. 2. Landbrugsuddannelsesrådet træffer afgørelse med hensyn til:

    1. Godkendelse af praktikvirksomheder.
    1. Afkortning eller forlængelse af den normale uddannelsestid.
    1. Indholdet af praktikregler.

Stk. 3. Rådet kan overlade en eller flere af de opgaver, der er nævnt i stk. 2, til arbejdsudvalg.

Stk. 4. Landbrugsuddannelsesrådet virker for de bedst mulige uddannelsesmæssige forhold i praktikvirksomhederne og for tilvejebringelse af praktikpladser samt søger at tilvejebringe forlig i tvistigheder mellem elever og praktikvirksomheder.

Stk. 5. Hvis der ikke kan opnås forlig efter stk. 4, kan tvistigheden indbringes for domstolene.

Stk. 5. Rådet rådgiver i øvrigt undervisnings- og forskningsministeren og kan på eget initiativ drøfte og afgive udtalelse om alle spørgsmål, der efter rådets opfattelse har betydning for uddannelserne.