← Lov om landbrugsuddannelser

§ Lov om landbrugsuddannelser · kapitel 1 af 10

Kapitel 1 – *Formål m.v.*

LOV nr 371 af 06/06/1991

§ 1. Undervisnings- og forskningsministeren tilrettelægger landbrugsuddannelser, der består af en grunduddannelse og overbygningsuddannelser.

Stk. 2. Grunduddannelsen har til formål at give eleverne grundlag for erhvervsudøvelse samt for videreuddannelse og videregående uddannelse. Grunduddannelsen skal tillige bidrage til de unges personlige udvikling og forståelse af omverdenen.

Stk. 3. Overbygningsuddannelserne har til formål at give eleverne grundlag for erhvervsudøvelse som selvstændig landmand eller erhvervsudøvelse på et videregående niveau samt for videreuddannelse og videregående uddannelse.

§ 2. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter efter indstilling fra Landbrugsuddannelsesrådet, jf. § 21, regler om landbrugsuddannelserne med angivelse af uddannelsernes struktur og varighed, herunder skoleundervisningens varighed, uddannelsernes mål, herunder skoleundervisningens mål, rammer for undervisningens indhold, krav til praktikuddannelse og krav til bedømmelse, herunder bedømmelsesplaner.

§ 3. Uddannelserne udbydes af godkendte erhvervsskoler, herunder tidligere landbrugsskoler, der af undervisnings- og forskningsministeren er godkendt som erhvervsskoler.

Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan efter indstilling fra Landbrugsuddannelsesrådet godkende, at skoler, som ikke er erhvervsskoler, institutioner og virksomheder, meddeler bestemte landbrugsuddannelser. Godkendelsen kan efter indstilling fra rådet tilbagekaldes.