← Konkursskattelov

§ Konkursskattelov · kapitel 4 af 4

Kapitel 4 – *Fælles bestemmelser*

LOV nr 359 af 06/06/1991

§ 14. Bestemmelse om skattepligt træffes, hvis det skønnes, at konkursindkomsten opgjort efter fradrag af tidligere års underskud overstiger 100.000 kr. Skattemyndigheden kan undlade at træffe bestemmelse om skattepligt, hvis det må antages, at kun en mindre del af skatten kan inddrives.

§ 15. Bostyret skal indgive genpart af statusoversigten samt af en eventuel indberetning og resultatopgørelse, jf. konkurslovens § 116, til skattemyndigheden samtidig med indgivelsen til skifteretten.

Stk. 2. Afgørelse om eventuel skattepligt skal træffes inden tre måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger.

Stk. 3. Der kan senere træffes bestemmelse om skattepligt, hvis der indgår et aktiv i boet, som enten ikke var nævnt i bostyrets oplysninger efter stk. 1, eller hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller omstridt. Det påhviler bostyret at give skattemyndigheden særskilt meddelelse om sådanne ændringer. Afgørelse om, at konkursindkomsten er skattepligtig, skal træffes inden fire uger fra meddelelsens modtagelse.

Stk. 4. En afgørelse, der pålægger skattepligt, kan påklages af bostyret eller skyldneren senest tre måneder efter afgørelsen. Foreligger klageinstansens afgørelse om, at skattepligten skal fastholdes, ikke senest tre måneder efter klagens modtagelse, bortfalder skattepligten.

§ 16. For formueskattepligtige omfattet af denne lov, hvis bo tages under konkursbehandling, ansættes den skattepligtige formue for alle indkomstår, der udløber under konkursen, under hensyn til, at nettoværdien af aktiver og passiver, der inddrages under konkursen, ansættes til 0 kr.

§ 17. Skatteministeren kan bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter denne lov. De i § 15, stk. 1 og 3, omhandlede oplysninger indsendes til den myndighed, som i henhold til 1. pkt. træffer afgørelse om skattepligt efter § 14, jf. § 15, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over skattemyndighedernes afgørelse. Det kan i disse regler fastsættes, at klageinstansens afgørelser ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 18. Med bøde straffes den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed:

    1. undlader at indsende de i § 15, stk. 1 og 3, omhandlede oplysninger,
    1. afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgørelsen om skattepligt efter § 14, jf. § 15, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Er forholdet begået med forsæt til at unddrage det offentlige skat, eller foreligger der i øvrigt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til hæfte eller fængsel indtil 2 år.

§ 19. Sager om overtrædelser af denne lov behandles som politisager. De retsmidler, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 73 og 75 b, finder anvendelse i samme omfang som i statsadvokatsager.

§ 20. Skønnes overtrædelsen ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren eller den, han bemyndiger dertil, tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen i retsplejeloven om indholdet af anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter stedfunden vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

§ 21. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning for konkursboer, hvor fristdagen efter konkursloven er den 27. december 1990 eller senere.

§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg Slot, den 6. juni 1991

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Anders Fogh Rasmussen

Officielle noter

Ingen