← Lov om miljøbeskyttelse

§ Lov om miljøbeskyttelse · kapitel 7 af 14

Kapitel 7 – *Genanvendelse og renere teknologi*

LOV nr 358 af 06/06/1991

§ 51. Miljøministeren kan med henblik på at fremme genanvendelse og renere teknologi og begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om eller bestemme, at

    1. særlige råvarer, tilsætnings- eller hjælpestoffer ikke eller kun i nærmere angivet omfang må forekomme i materialer eller produkter, der sælges eller anvendes her i landet,
    1. bestemte materialer og produkter heraf skal indeholde bestemte andele genanvendte eller genanvendelige materialer eller produkter,
    1. anvendelse af bestemte materialer eller typer af materialer i produkter eller varer til nærmere angivne formål, herunder til emballage, skal begrænses eller forbydes,
    1. bestemte materialer eller typer af materialer skal anvendes i produkter eller varer til nærmere angivne formål, herunder til emballage,
    1. produkter eller varer til nærmere angivne formål, herunder til emballage, skal godkendes af ministeren eller udformes på en bestemt måde og
    1. offentlige myndigheder og offentligt ejede eller kontrollerede virksomheder i videst muligt omfang skal anvende varer eller produkter, som indeholder genanvendte eller genanvendelige materialer, eller som i øvrigt af miljømæssige grunde er at foretrække frem for andre varer eller produkter med samme anvendelse.

§ 52. Bestemmelserne i dette kapitel anvendes ikke på materialer eller produkter, der eksporteres, medmindre miljøministeren bestemmer andet.

Stk. 2. Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse på materialer og produkter, der er fremstillet i udlandet og føres gennem landet som transitgods eller oplagres som transitgods.

Stk. 3. Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse på materialer og produkter, der her i landet som forsyning føres til danske skibe og fly, medmindre ministeren bestemmer andet.

§ 53. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at importører eller producenter af nærmere angivne materialer, produkter eller varer, herunder emballage, skal betale et gebyr til staten, til kommunerne eller til kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse til dækning af omkostningerne i forbindelse med materialets, produktets eller varens bortskaffelse.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrets opkrævning og anvendelse.

§ 54. Tilskud kan gives til udrednings- og udviklingsprojekter, der har til formål at fremme genanvendelse eller at nedsætte miljøbelastningen væsentligt ved omstilling til renere teknologi. Tilskud kan endvidere gives til formidlings- og informationsvirksomhed vedrørende genanvendelse og renere teknologi. Tilskud kan gives såvel til projekter med almennyttigt formål som til virksomhedens egne projekter, hvis projekterne har nyhedsværdi.

Stk. 2. Tilskud på indtil 100 pct. kan gives til udrednings- og udviklingsprojekter, hvis resultat kommer en bredere kreds af virksomheder, den offentlige sektor eller samfundet i øvrigt til gode. Tilskuddet kan gives til udvikling af processer, metoder, produktionsudstyr og produkter.

Stk. 3. Tilskud på indtil 75 pct. kan gives til udrednings- og udviklingsprojekter, hvis resultat alene tilhører den eller de ansøgende virksomheder. Der kan gives tilskud til udvikling af produkter, processer, metoder eller produktionsudstyr.

§ 55. Tilskud på indtil 25 pct. kan gives til anlægsinvesteringer til produktionsformål inden for genanvendelse.

Stk. 2. Tilskud på indtil 75 pct. kan gives til anlægsinvesteringer i indsamlingsordninger for alle affaldstyper.

Stk. 3. Det er en betingelse for tilskud til anlægsinvesteringer efter stk. 1 eller 2, at ansøgeren kan sandsynliggøre, at investeringen medfører en varigt øget genanvendelse af produkter, materialer eller spildprodukter, hvorved miljøbelastningen nedsættes væsentligt, eller hvorved der finder en hensigtsmæssig udnyttelse sted af de pågældende produkter, materialer eller spildprodukter. Der kan ikke gives tilskud efter stk. 1 og 2 til anlæg, som i væsentlig grad vil påvirke konkurrenceforholdene til ugunst for eksisterende virksomheder.

§ 56. Miljøministeren nedsætter et eller flere råd, der træffer afgørelse i sager om tilskud i henhold til §§ 54 og 55. Sådanne råds afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om ydelse af tilskud efter §§ 54 og 55, herunder om ansøgningernes indhold og om eventuel tilbagebetaling af tilskud i visse tilfælde. Ministeren kan endvidere fastsætte nærmere bestemmelser om behandlingen af sagerne samt om rådets virksomhed.

§ 57. Den årlige tilskudsbevilling fastsættes på finansloven.