← Lov om råstoffer

§ Lov om råstoffer · kapitel 7 af 10

Kapitel 7 – *Tilsyn*

LOV nr 357 af 06/06/1991

§ 31. Amtsrådet påser for så vidt angår råstofindvinding på landjorden, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes.

Stk. 2. Miljøministeren påser for så vidt angår indvinding og efterforskning af råstoffer på søterritoriet og indvinding af råstoffer på kontinentalsoklen, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden, jf. stk. 1 og 2, skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal foretage indberetning til tilsynsmyndigheden, når kommunalbestyrelsen får kendskab til et ulovligt forhold.

Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for udøvelsen af amtsrådets tilsynsvirksomhed.

Stk. 6. Miljøministeren kan bestemme, at tilsyn skal udøves af andre myndigheder.

§ 32. Miljøministeren og amtsrådet eller personer, der af disse myndigheder er bemyndiget hertil, har uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter samt skibe eller andet indvindingsmateriel for at udøve de beføjelser, der er tillagt dem i medfør af denne lov, herunder for at foretage undersøgelser af betydning for lovens formål. Legitimation skal forevises efter anmodning.

Stk. 2. Politiet yder nødvendig bistand til at udnytte adgangsretten efter stk. 1.

Stk. 3. Ved eftersyn af erhvervsvirksomheder skal indehaveren og beskæftigede personer yde de i stk. 1 nævnte myndigheder fornøden vejledning og hjælp.

§ 33. Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden, jf. § 31, stk. 1 og 2, kan for ejerens regning lade et påbud om at berigtige et ulovligt forhold tinglyse på ejendommen. Når forholdet er berigtiget, skal vedkommende myndighed lade påbudet aflyse fra tingbogen.

Stk. 3. Såfremt et påbud om at berigtige et ulovligt forhold ikke efterkommes rettidigt, kan tilsynsmyndigheden umiddelbart foretage det nødvendige på ejerens eller brugerens bekostning. Politiet yder nødvendig bistand hertil.