← Lov om miljø og genteknologi

§ Lov om miljø og genteknologi · kapitel 1 af 6

Kapitel 1 – *Formål og område*

LOV nr 356 af 06/06/1991

§ 1. Loven skal medvirke til at værne landets miljø og natur, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskers livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet. Loven skal desuden medvirke til at beskytte menneskets sundhed og ernæring i forbindelse med genteknologi.

Stk. 2. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltningerne til forebyggelse og imødegåelse af uønskede virkninger på miljø, natur og sundhed skal der lægges vægt på de ydre omgivelsers beskaffenhed og økologiske forhold samt risikoen for en uønsket påvirkning.

§ 2. Loven finder anvendelse på fremstilling eller anvendelse af genetisk modificerede organismer.

Stk. 2. Ved genetisk modificerede organismer forstås planter, dyr, mikroorganismer, cellekulturer og virus, hvori der forekommer nye sammensætninger af det genetiske materiale, som ikke opstår på naturlig måde.

Stk. 3. Genetisk modificerede organismer fremstillet ved traditionelle forædlingsmetoder er ikke omfattet af loven.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at bestemte genetisk modificerede organismer og visse anvendelser heraf i nærmere bestemt omfang undtages fra loven.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler, der er nødvendige for anvendelsen her i landet af De Europæiske Fællesskabers forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov.

§ 3. Loven finder tillige anvendelse på søterritoriet og på fiskeriterritoriet som fastlagt efter lov om Danmarks Riges fiskeriterritorium.

§ 4. Lovens regler om salg gælder også udbud til salg, opbevaring i salgsøjemed, tilbud og enhver overgivelse mod eller uden vederlag.

Stk. 2. Lovens regler om produktion gælder også tilvirkning, opbevaring, aftapning, emballering, ompakning og affaldshåndtering.

§ 5. Lovens §§ 10-11 finder ikke anvendelse på genetisk modificerede organismer bestemt til eksport uden for De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 2. Lovens § 10 finder ikke anvendelse i forbindelse med lægemidler og foderstoffer.