§ Medieansvarslov · kapitel 9 af 9
Kapitel 9 – *Ikrafttræden m.v.*
LOV nr 348 af 06/06/1991
§ 55. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 147 af 13. april 1938 om pressens brug.
§ 56. I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 748 af 1. december 1989, som ændret senest ved lov nr. 406 af 13. juni 1990, affattes § 172 således:
» § 172. Redaktøren og redaktionelle medarbejdere ved et skrift, der er omfattet af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om, hvem der er kilde til en oplysning eller forfatter til en artikel i skriftet, når kilden eller forfatteren ikke er navngivet. De har heller ikke pligt til at afgive vidneforklaring om, hvem der har optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig fremstilling, når fotografen eller fremstilleren ikke er navngivet, eller hvem billedet forestiller, eller hvem der er genstand for omtale, når dette ikke fremgår af teksten.
Stk. 2. Redaktøren og redaktionelle medarbejdere ved et radio eller fjernsynsforetagende, der er omfattet af § 1, nr. 2, i medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om, hvem der er kilde til en oplysning eller forfatter til et værk, der er bragt i en udsendelse, når kilden eller forfatteren ikke er navngivet. De har heller ikke pligt til at afgive vidneforklaring om identiteten af unavngivne medvirkende, der har fået tilsagn om at medvirke uden at kunne identificeres, når der er truffet rimelige forholdsregler til at skjule identiteten.
Stk. 3. Vidnefritagelse som nævnt i stk. 1 og 2 gælder også andre, der i kraft af deres tilknytning til skriftet eller dets fremstilling eller deres tilknytning til radio- eller fjernsynsforetagendet eller til fremstillingen af vedkommende udsendelse har fået kendskab til kildens, forfatterens eller den medvirkendes identitet.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for de massemedier, der er omfattet af § 1, nr. 3, i medieansvarsloven.
Stk. 5. Angår sagen en lovovertrædelse, som er af alvorlig karakter, og som efter loven kan medføre straf af fængsel i 4 år eller derover, kan retten dog pålægge de i stk. 1-4 nævnte personer vidnepligt, såfremt vidneførslen må antages at have afgørende betydning for sagens opklaring og hensynet til opklaringen klart overstiger massemediernes behov for at kunne beskytte deres kilder.
Stk. 6. Retten kan ligeledes pålægge de i stk. 1-4 nævnte personer vidnepligt, hvis sagen angår en overtrædelse af straffelovens §§ 152-152 c. Dette gælder dog ikke, hvis det må antages, at forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning.«
§ 57. I lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 339 af 22. maj 1990, som ændret ved lov nr. 743 af 14. november 1990 og lov nr. 771 af 21. november 1990, foretages følgende ændringer:
1. I § 9, stk. 2 , udgår »og §§ 16-18«, og efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:
» Stk. 3. Danmarks Radios afgørelser i sager om god presseskik og om genmæle kan dog indbringes for Pressenævnet efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 5-7.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
2. § 15 g ophæves.
3. I § 15 i udgår », § 15 g«.
4. § 15 u affattes således:
» § 15 u. I sager om god presseskik og om genmæle kan afgørelser truffet af den TV 2-virksomhed, der er ansvarlig for programmet, indbringes for Pressenævnet efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 5-7.«
5. Kapitel 3 ophæves.
6. § 19 e, stk. 4, affattes således:
» Stk. 4. Nævnet træffer den endelige administrative afgørelse i sager om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er udsendt i reklameindslag. Retten til genmæle forudsætter, at oplysningerne er egnede til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og at deres rigtighed ikke er utvivlsom. Nævnet kan pålægge indehaveren af en tilladelse til lokal radio eller fjernsynsvirksomhed eller TV 2-reklameaktieselskabet at udsende et genmæle og kan træffe afgørelse om genmælets indhold, form og plads.«
7. I § 22, stk. 1, nr. 3, udgår »§ 15 g eller«.
8. §§ 23 - 23 b ophæves.
§ 58. I lov nr. 160 af 1. juli 1927 om pligtig aflevering af tryksager til offentlige biblioteker tilføjes i § 4 som stk. 4-6:
»På ethvert her i riget trykt eller på anden måde mangfoldiggjort skrift skal bogtrykkeren anføre sit navn eller firma samt trykkestedet.
Det samme gælder skrifter, der er trykt eller på anden måde mangfoldiggjort i det danske sprog i udlandet, når skriftet indføres her i landet med henblik på salg eller anden offentlig udbredelse.
Den, der indfører eller offentligt udbreder de i stk. 4 og 5 nævnte skrifter, ifalder ansvar efter § 8, såfremt skriftet ikke er forsynet med angivelse af bogtrykkerens navn eller firma samt trykkestedet, eller såfremt den pågældende er vidende om, at angivelsen er urigtig.«
§ 59. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. §§ 1-54 og § 58 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 6. juni 1991
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Hans Engell
Officielle noter
Ingen