§ Stormflodserstatningsloven · kapitel 4 af 6
Kapitel 4 – *Administration*
LOV nr 340 af 06/06/1991
§ 10. Der nedsættes et stormflodsråd bestående af en formand, der skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til landsdommer, og 7 andre medlemmer. Rådets formand udnævnes af industriministeren, der i øvrigt til medlemmer af rådet udnævner en repræsentant for hver af følgende myndigheder og organisationer: Industriministeriet, Trafikministeriet, Justitsministeriet, Assurandør-Societetet, Forbrugerrådet, Amtsrådsforeningen i Danmark og Kommunernes Landsforening.
Stk. 2. Medlemmerne og disses suppleanter udnævnes for 4 år ad gangen. Finder udnævnelsen sted i løbet af en periode, foretages den kun med virkning til periodens udløb.
Stk. 3. Industriministeren fastsætter rådets forretningsorden.
§ 11. Stormflodsrådet forestår administrationen af loven. Den daglige administration varetages af Assurandør-Societetets sekretariat med bistand af forsikringsselskaberne. Assurandør-Societetets sekretariat er samtidig sekretariat for rådet.
Stk. 2. Rådet fastsætter nærmere regler for sekretariatets arbejde, taksationens udførelse og erstatningens beregning.
Stk. 3. Rådet kan efter behov anvende fremmed bistand.
Stk. 4. Rådet kan til fremme af forebyggende foranstaltninger give pålæg til skadelidte, ligesom rådet over for offentlige myndigheder kan stille forslag om foranstaltninger, som rådet anser for påkrævede for at begrænse følgerne af stormflod.
Stk. 5. Rådet kan i det omfang, det er nødvendigt for bedømmelse af en skadesbegivenhed, indhente yderligere oplysninger om denne samt foretage eller lade foretage inspektionsbesøg på stedet, hvor skaden er indtruffet.
Stk. 6. Rådet fastsætter nærmere bestemmelser om betaling for sekretariatets arbejde, for taksationens udførelse samt for fremmed bistand.
Stk. 7. Rådet aflægger beretning om sin virksomhed.
§ 12. Stormflodspuljens midler anbringes i Nationalbanken til forvaltning efter nærmere aftale mellem Stormflodsrådet og Nationalbanken.
Stk. 2. Stormflodsrådet aflægger et årligt regnskab, der revideres af en statsautoriseret revisor og indsendes til industriministeren.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for regnskabsførelsen.
Stk. 4. Omkostningerne ved ordningens administration, herunder betaling for sekretariatets arbejde, taksationerne og fremmed bistand, afholdes af stormflodspuljen.
§ 13. Forsikringstageren skal anmelde en skade forårsaget af stormflod til sit forsikringsselskab senest 2 måneder efter skadens indtræden.
Stk. 2. Forsikringsselskaberne foretager taksation af skader forårsaget af stormflod.
Stk. 3. Taksatorrapporten sendes til forsikringstageren, som inden 14 dage efter modtagelsen kan afgive bemærkninger til selskabet. Selskabet indsender taksatorrapporten med forsikringstagerens eventuelle bemærkninger til Stormflodsrådet.
Stk. 4. Rådets afgørelse meddeles forsikringstageren. Rådet foretager erstatningsudbetalingen.
Stk. 5. Bestemmelserne i forsikringsaftalelovens §§ 57-58 finder tilsvarende anvendelse.