← Lov om beskyttelse mod elektromagnetiske forstyrrelser

§ Lov om beskyttelse mod elektromagnetiske forstyrrelser · kapitel 3 af 6

Kapitel 3 – *Forstyrrelser*

LOV nr 216 af 10/04/1991

§ 6. Konstateres der elektromagnetiske forstyrrelser mellem apparater, hvoraf det ene eller begge ikke opfylder § 2, skal ejerne eller brugerne af apparaterne på egen bekostning bringe disse i overensstemmelse med § 2, jf. § 3.

§ 7. Kommunikationsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om afhjælpning af elektromagnetiske forstyrrelser.

§ 8. Konstateres der elektromagnetiske forstyrrelser af lovligt bestående radiotjenester fra apparater, som er taget i brug før den 1. januar 1992 eller efter bestemmelser fastsat i medfør af § 15, skal ejeren eller brugeren af det forstyrrende apparat bringe apparatet i overensstemmelse med de grænseværdier, som var gældende for apparatet ved ibrugtagningen.

Stk. 2. Ejeren eller brugeren skal, hvis der ikke er fastsat bestemmelser for apparatet, begrænse de elektromagnetiske forstyrrelser til en grad, der sikrer forstyrrelsesfri modtagning af de nævnte radiotjenester.

Stk. 3. Kommunikationsministeren kan bestemme, at bestemmelser fastsat i henhold til denne lov om afhjælpning af elektromagnetiske forstyrrelser også skal gælde for apparater taget i brug før den 1. januar 1992.

§ 9. Kommunikationsministeren kan uanset bestemmelserne i §§ 2 og 3 fastsætte forskrifter om installation, ibrugtagning og benyttelse af apparater for at

    1. afhjælpe eksisterende eller forventede problemer med elektromagnetiske forstyrrelser på særlige lokaliteter eller
    1. beskytte offentlige telekommunikationsnet eller modtage- eller sendestationer, der anvendes til sikkerhedsformål.

Stk. 2. Hvis elektromagnetiske forstyrrelser medfører, at personer eller betydelige samfundsværdier udsættes for fare som følge af, at en livsvigtig eller særlig samfundsvigtig kommunikationstjeneste forstyrres, kan tilsynsmyndigheden kræve driften af det forstyrrende apparat standset øjeblikkelig, og der kan træffes de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette påbud, herunder plombering af apparatet.

§ 10. Hvis der ikke med hjemmel i denne lov kan sikres en samfundsvigtig radiotjeneste tilstrækkelig beskyttelse mod forstyrrelse, kan kommunikationsministeren iværksætte ekspropriation efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom for at opnå sådan sikring. Nævnte lovs § 2 gælder ikke for disse ekspropriationer. Ekspropriationen kan gå ud på, at et bestemt angivet geografisk område pålægges servitut om, at det inden for området ikke er tilladt at anvende nærmere angivne elektriske apparater og anlæg eller at opføre bygninger eller tilsvarende faste anlæg.