§ Lov om prospekter ved første offentlige udbud af visse værdipapirer (Prospektloven) · kapitel 3 af 5
Kapitel 3 – *Indsendelse og offentliggørelse m.v.*
LOV nr 213 af 10/04/1991
§ 4. Prospekter som nævnt i §§ 2 og 3 skal indsendes til Erhvervs og Selskabsstyrelsen.
Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser, at prospekter som nævnt i § 2 opfylder lovens forskrifter og bestemmelser fastsat i henhold til loven. Styrelsen bekendtgør herefter modtagelsen af prospekterne i Statstidende. Når modtagelsen er bekendtgjort, er prospekterne offentligt tilgængelige i styrelsen.
Stk. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen videresender straks prospekter som nævnt i § 3 til Københavns Fondsbørs. Når fondsbørsen har godkendt et prospekt som nævnt i § 3, stk.1, eller har påset, at et prospekt opfylder de i § 3, stk. 2, nævnte betingelser, giver fondsbørsen meddelelse herom til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som herefter bekendtgør modtagelsen af prospektet i Statstidende. Prospekterne er herefter offentligt tilgængelige i styrelsen.
Stk. 4. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan bestemme, at bekendtgørelse efter stk. 2 og 3 skal ske i en særlig registreringstidende. Styrelsen kan endvidere bestemme, at bekendtgørelse kan ske i styrelsens edb-informationssystem samtidig med eller i stedet for i Statstidende eller registreringstidende.
Stk. 5. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte regler om gebyr for indsendelse af prospekter, for udskrifter og bekendtgørelse og for brugen af styrelsens edb-system m.v.
Stk. 6. Fondsbørsens bestyrelse kan efter godkendelse af Finanstilsynet fastsætte gebyr for godkendelse og forelæggelse af prospekter efter § 3.
§ 5. Udbud til offentligheden må ikke finde sted, før bekendtgørelse har fundet sted efter§ 4, stk. 2 eller 3.
Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte regler om det nærmere indhold af udbudsmaterialet.
§ 6. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelser i medfør af denne lov kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, indbringes for Industriministeriets Erhvervsankenævn.
Stk. 2. Afgørelser truffet af Københavns Fondsbørs i medfør af denne lov kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, indbringes for Finanstilsynet i overensstemmelse med reglerne i lov om Københavns Fondsbørs.