← Lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER-loven)

§ Lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER-loven) · kapitel 6 af 8

Kapitel 6 – *Beregning og betaling af arbejdsgiverbidrag m.v.*

LOV nr 796 af 30/11/1990

§ 15. Bidraget efter § 12, stk. 2, indbetales til Arbejdsgivernes Elevrefusion 4 gange årligt. Indbetaling af bidrag for mindre end 4 ansatte kan dog ske een gang årligt.

Stk. 2. Bidraget beregnes kvartalsvis i forhold til antallet af elever og antallet af fuldtidsbeskæftigede i det foregående kvartal. Antallet af fuldtidsbeskæftigede opgøres svarende til det fra arbejdsgiverne modtagne ATP-bidrag i en forudgående 3-måneders-periode. I det kvartalsvis beregnede arbejdsgiverbidrag fratrækkes for hver arbejdsgiver et beløb, der svarer til 1/4 af det årlige bidrag for en lønmodtager, jf. § 12, stk. 3. Dette gælder, uanset hvor mange kvartaler det ATP-bidrag, der danner grundlag for beregningen, vedrører. Ved beregningen af bidraget medtages kun ATP-bidrag, der vedrører beskæftigelse efter den 30. september 1990.

Stk. 3. Sker indbetaling ikke rettidigt, kan Arbejdsgivernes Elevrefusion pålægge arbejdsgiveren at betale renter af bidragene med 11/2 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen.

Stk. 4. Arbejdsgivernes Elevrefusion har udpantningsret for bidrag og renter.

Stk. 5. Arbejdsgivernes Elevrefusions krav på bidrag efter denne lov forældes efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

Stk. 6. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion regler om betaling af bidrag, herunder frist for indbetalingen.

§ 16. Bestemmelserne i § 7, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på de efter § 15 opkrævede bidrag. Overskydende midler overføres til efterfølgende år. Underskud afholdes forskudsvis af Undervisnings- og Forskningsministeriet og dækkes i det følgende år af bidrag efter § 12, stk. 2.

§ 17. Arbejdsgivernes Elevrefusion udbetaler månedligt et beløb til erhvervsskolerne til dækning af godtgørelse til elever efter § 5, stk. 1, jf. stk. 2, i lov om tilvejebringelse af lære- og praktikpladser samt befordringsudgifter. Beløb til dækning af undervisningsudgifter efter § 6 i lov om tilvejebringelse af lære- og praktikpladser samt skolehjemsudgifter indbetales af Arbejdsgivernes Elevrefusion til Undervisnings- og Forskningsministeriet.

Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om udbetalingen fra Arbejdsgivernes Elevrefusion og om erhvervsskolernes afgivelse af regnskab for de i stk. 1 nævnte udgifter.