Kapitel 1 – *Almindelige betingelser*

§ 1. Til personer, der før den 15. juni 1920 i anledning af tysk værnepligt har pådraget sig en invaliditet eller fået en bestående invaliditet forværret, således at erhvervsevnen er nedsat, ydes erstatning efter reglerne i denne lov. Retten til erstatning er betinget af, at modtageren har dansk indfødsret og fast bopæl og varigt ophold i Danmark, jf. dog § 14, stk. 2.

Stk. 2. Enker efter personer, der før den 15. juni 1920 er dræbt eller dødeligt såret i anledning af tysk værnepligt eller senere er afgået ved døden som følge af sygdom eller beskadigelse, som er pådraget ved værnepligten, tildeles ydelser efter reglerne i denne lov. Retten til ydelser er betinget af, at enken har fast bopæl og varigt ophold i Danmark, jf. dog § 14, stk. 2, og at enten enken eller den afdøde mand var dansk statsborger.

Stk. 3. Personer, der er omfattet af lov nr. 351 af 7. august 1922 om pension til fhv. tyske tjenestemænd og sådannes efterladte i de sønderjyske landsdele, omfattes ikke af denne lov.

§ 2. Invalid er den, der i anledning af tysk værnepligt, jf. § 1, har fået en sådan legemsbeskadigelse, herunder vansirethed eller svaghed, at der ikke er erhvervsevne, eller at erhvervsevnen er nedsat.

Stk. 2. Hvis erhvervsevnen er nedsat med mindre end 10 pct., kan der ikke tilkendes erstatning.

§ 3. Lige med den i § 1 nævnte værnepligt regnes:

• 1. Internering i koncentrationslejre under krigen 1914-18, for så vidt det drejer sig om værnepligtigt mandskab,
• 2. de værnepligtiges befalede rejser fra hjemmet til garnisonen og omvendt,
• 3. civilpersoners arbejde i militært øjemed efter ordre fra en militær befalingshavende,
• 4. ikke værnepligtiges deltagelse i den frivillige sygepleje ved hæren.