← Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser)

§ Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser) · kapitel 6 af 7

Kapitel 6 – *Forældremyndighedsafgørelser*

LOV nr 793 af 27/11/1990

§ 19. Er der fremsat anmodning om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1, kan der ikke træffes afgørelse i en forældremyndighedssag her i landet, før anmodningen er behandlet.

Stk. 2. Bliver det under en forældremyndighedssag her i landet af centralmyndigheden oplyst, at barnet ulovligt opholder sig her, jf. § 10, stk. 2, uden at der er indgivet anmodning om tilbagegivelse af barnet efter § 10, stk. 1, kan retten ikke træffe afgørelse om forældremyndighed, medmindre der har været rimelig tid til at fremsætte en sådan anmodning.

§ 20. Er et barn, som bor her i landet, bortført til udlandet eller tilbageholdt der, kan justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden træffe beslutning om, at handlingen er ulovlig.

Stk. 2. Under en sag om ophør af fælles forældremyndighed kan retten efter påstand træffe afgørelse om, at barnet ulovligt har forladt landet, jf. myndighedslovens § 10 a.

Stk. 3. Er opholdsstedet for den, som sagen rettes imod, ukendt, og kan oplysning herom ikke tilvejebringes, kan afgørelse efter stk. 1 og 2 træffes, uanset at denne ikke har fået forkyndt stævning eller andet tilsvarende dokument i sagen.