§ Lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v. · kapitel 5 af 8
Kapitel 5 – *Finansiering*
LOV nr 433 af 13/06/1990
§ 27. Undervisningen finder sted på uddannelsesinstitutioner, der drives af amtsrådene, staten eller af private. Driften indebærer, at der sikres midler til efteruddannelse af personalet.
Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan yde tilskud til forsøgs- og udviklingsarbejde, til efteruddannelse og eventuelt til andre formål.
Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte bestemmelser, der regulerer amtskommunernes driftsudgifter pr. studerende.
§ 28. Den amtskommune, der på en amtskommunal institution optager en ansøger med hjemsted uden for amtskommunen, kan kræve godtgørelse for de hermed forbundne udgifter fra den amtskommune, hvor den pågældende er hjemmehørende.
Stk. 2. En person anses for hjemmehørende i den amtskommune, hvor folkeregisterkommunen er beliggende.
Stk. 3. Amtskommunen kan kræve betaling fra en anden amtskommune for udgifter til undervisning af personer, der er hjemmehørende i amtskommunen, men som ved beregning af kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner indgår i folketallet i den anden amtskommune.
§ 29. Undervisningen i henhold til denne lov på offentlige uddannelsesinstitutioner samt på erhvervsskoler er vederlagsfri.
Stk. 2. De undervisningsmidler, der er nødvendige for undervisningen, skal stilles til rådighed for kursisterne uden betaling, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren kan bestemme, at kursisterne i begrænset omfang selv anskaffer undervisningsmidler. Betaling for fotokopier til undervisningsbrug kan fastsættes som en gennemsnitsbetaling for kursets kursister eller for grupper af kursister på institutionen.
Stk. 4. Undervisnings- og forskningsministeren kan delegere sin beføjelse efter stk. 3 til vedkommende amtsråd eller til institutionerne.
Stk. 5. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om, at studerende, som indstiller sig til prøve uden at være tilmeldt undervisningen (selvstuderende), skal betale et gebyr.
§ 30. Staten yder tilskud til private kurser efter reglerne i lov om statsstøtte til visse private skoler under følgende betingelser:
-
- Kursus skal som et gennemsnit af de tre seneste finansår, i hvilke der har været virksomhed, have haft mindst 8 kursister pr. klasse.
-
- Kursets rektor og lærere skal være aflønnet efter de for offentlige kurser gældende regler.
-
- Kursets rektor og lærere skal være medlemmer af vedkommende pensionskasse eller over for undervisnings- og forskningsministeren godtgøre, at der på anden måde er sikret dem en passende pension.