← Lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v.

§ Lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v. · kapitel 1 af 8

Kapitel 1 – *Uddannelser og eksamen*

LOV nr 433 af 13/06/1990

§ 1. Kursus til højere forberedelseseksamen er en almen og studieforberedende uddannelse for voksne og unge.

Stk. 2. Studieforberedende enkeltfagsundervisning er et tilbud til voksne om supplerende uddannelse på flere niveauer.

Kursus til højere forberedelseseksamen

§ 2. Ved kursus til højere forberedelseseksamen gives undervisning i billedkunst, biologi, dansk, datalogi, design, dramatik, engelsk, erhvervsøkonomi, film- og tv-kundskab, filosofi, fransk, fysik, geografi, historie, idræt, italiensk, kemi, matematik, musik, oldtidskundskab, psykologi, religion, russisk, samfundsfag, spansk, teknikfag og tysk. Der gives endvidere kursisterne kollektiv uddannelses- og erhvervsorientering.

Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan bestemme, at der skal gives undervisning i yderligere fag.

§ 3. Højere forberedelseseksamen giver adgang til videregående uddannelser med de begrænsninger, der fremgår af de regler, der er fastsat herom.

Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter nærmere regler om kursus til højere forberedelseseksamen, herunder om, hvilke fag der er fællesfag, og hvilke der tillige eller alene er tilvalgsfag, samt om mindstekrav med hensyn til antallet og sammensætningen af tilvalgsfag, der sammen med fællesfagene udgør en samlet eksamen for den enkelte studerende.

Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om, at et fag i en samlet hf-eksamen kan erstattes af det samme fag fra en anden gymnasial uddannelse på tilsvarende eller højere niveau.

Stk. 4. Hf-uddannelsen kan gennemføres som et samlet 2-årigt forløb eller tilrettelægges som enkeltfagsundervisning.

Studieforberedende enkeltfagsundervisning

§ 4. Studieforberedende enkeltfagsundervisning omfatter de fag og de niveauer, som indgår i højere forberedelseseksamen, jf. § 2. Endvidere kan der gives undervisning i fag fra gymnasiets fagrække, herunder det højeste gymnasiale niveau, jf. lov om gymnasiet m.v.

§ 5. Studieforberedende enkeltfagsundervisning giver gennem undervisning i enkelte fag eller særligt tilrettelagte uddannelsesforløb voksne grundlag for videregående uddannelse og mulighed for at supplere tidligere uddannelse eller for at forbedre deres erhvervsmuligheder.

Stk. 2. Prøver i enkelte fag i hf's fagrække kan sammenstykkes til en højere forberedelseseksamen, jf. § 3.

Stk. 3. Prøver i enkelte fag i gymnasiets fagrække kan sammenstykkes til en studentereksamen efter nærmere regler, som fastsættes af undervisnings- og forskningsministeren.

Fælles bestemmelser

§ 6. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter nærmere regler om undervisningen, herunder om det enkelte fags indhold og omfang og om, på hvilket niveau fagene tilbydes. Hvor et fag har flere niveauer, kan der bygges videre fra et lavere til et højere niveau.

Stk. 2. Undervisningen i hvert fag, bortset fra billedkunst, idræt og musik som fællesfag i et samlet 2-årigt hf-forløb, jf. § 3, afsluttes med prøve.

Stk. 3. Studerende, der ikke har deltaget i undervisningen til højere forberedelseseksamen eller i studieforberedende enkeltfagsundervisning, kan aflægge prøve som selvstuderende.

§ 7. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter regler om eksamen, herunder om fordringer og eksamensopgivelser, prøver, censur og karakterer, samt om udstedelse af eksamensbevis.

§ 8. Der tilbydes de studerende individuel uddannelses- og erhvervsvejledning efter regler, der fastsættes af undervisnings- og forskningsministeren.

§ 9. Til handicappede studerende gives der specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter regler herom.

Stk. 2. For kursister, der midlertidigt på grund af sygdom i længere tid ikke kan følge den almindelige undervisning, iværksættes der undervisning efter regler, der fastsættes af undervisnings- og forskningsministeren.

§ 10. Studerende, der tilhører et trossamfund uden for folkekirken, fritages efter anmodning for at deltage i undervisning og prøve i religion. Er den studerende undergivet forældremyndighed, kan fritagelse kun ske med samtykke fra dennes indehaver.