Lov om gymnasiet m.v. (Gymnasieloven) § 20
§ 20. Ansættelse som adjunkt, lektor eller rektor ved en gymnasieskole er betinget af, at den pågældende inden for gymnasiets fagrække har bestået kandidateksamen eller magisterkonferens ved et universitet eller et universitetscenter. Undervisnings- og forskningsministeren kan godkende, at ansøgere, som har gennemført anden tilstrækkelig uddannelse, ansættes i de nævnte stillinger. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter nærmere regler for, hvilke faglige betingelser der skal være opfyldt som betingelse for ansættelse.
Stk. 2. Fast ansættelse som lærer ved en gymnasieskole er betinget af, at den pågældende har bestået en af undervisnings- og forskningsministeren foranstaltet prøve i teoretisk og praktisk pædagogik samt deltaget i fagligt-pædagogisk kursus. Undervisnings- og forskningsministeren kan i særlige tilfælde fravige denne bestemmelse.
Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren tildeler lærere undervisningskompetence i eet eller flere fag i henhold til reglerne i stk. 1 og 2.
Stk. 4. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter nærmere regler om teoretisk og praktisk pædagogikum. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om adgangsregulering til pædagogikum og kan endvidere fastsætte regler om, at pædagogikum kun tilbydes lærere, der er ansat ved gymnasier eller ved kurser med anden gymnasial undervisning.
Stk. 5. Alle gymnasieskoler har pligt til efter anvisning fra undervisnings- og forskningsministeren at modtage lærerkandidater til gennemgang af kursus i praktisk pædagogik.
Kilde: Retsinformation.dk