← Lov om gymnasiet m.v. (Gymnasieloven)

§ Lov om gymnasiet m.v. (Gymnasieloven) · kapitel 5 af 7

Kapitel 5 – *Forskellige bestemmelser*

LOV nr 431 af 13/06/1990

§ 21. Undervisnings- og forskningsministeren kan i særlige tilfælde gøre undtagelser fra loven, hvis det sker for at fremme forsøgsarbejde. Forsøgene må ikke forringe elevernes muligheder for at gøre brug af deres skoleuddannelse som grundlag for videregående studier eller rettigheder i anden henseende.

Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan fravige bestemmelserne i denne lov, hvor en gymnasieskole tilbyder undervisning, der sigter mod en tilsvarende international eksamen, som er adgangsgivende til videregående uddannelser i Danmark.

§ 22. Efter nærmere regler fastsat af undervisnings- og forskningsministeren kan klager over rektors afgørelser i pædagogiske anliggender indbringes for ministeren.

Stk. 2. Klager over afgørelser truffet af bestyrelser ved offentlige skoler indbringes for amtsrådet.

§ 23. Amtsrådene opretter, driver og nedlægger kostafdelinger ved offentlige gymnasieskoler. En beslutning om nedlæggelse af en kostafdeling ved en offentlig gymnasieskole skal ledsages af en afviklingsplan, som skal godkendes af undervisnings- og forskningsministeren.

Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om de offentlige kostafdelinger, herunder om

    1. kapaciteten,
    1. optagelsen og fordelingen af kostelever,
    1. forældrenes betaling for elevers ophold og
    1. betaling for ophold staten og amtskommunerne imellem og mellem amtskommunerne indbyrdes.

§ 24. Reglerne for offentlige og private gymnasieskoler finder tilsvarende anvendelse for studenterkursus bortset fra reglen om forældrerepræsentation i skolebestyrelsen.

§ 25. For så vidt angår offentlige gymnasieskoler og studenterkursus i Københavns og Frederiksberg Kommuner træder kommunalbestyrelsen i amtsrådets sted i de i denne lov nævnte sammenhænge.

Stk. 2. For så vidt angår private gymnasieskoler og studenterkurser træder den private institutions bestyrelse i amtsrådets sted i de i denne lov nævnte sammenhænge.

§ 26. Rektorer for offentlige gymnasieskoler uden for Københavns Kommune ansættes som tjenestemænd i henhold til reglerne i lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken.

Stk. 2. Uansøgt afskedigelse af tjenestemandsansatte rektorer og lærere foretages af undervisnings- og forskningsministeren bortset fra uansøgt afsked på grund af svagelighed eller ved opnåelse af 70 års alder.

§ 27. For så vidt angår Sorø Akademis Skole udøver undervisnings- og forskningsministeren de beføjelser, der i denne lov er tillagt amtsrådet, så længe staten driver skolen som statsskole.