← Lov om gymnasiet m.v. (Gymnasieloven)

§ Lov om gymnasiet m.v. (Gymnasieloven) · kapitel 3 af 7

Kapitel 3 – *Finansiering*

LOV nr 431 af 13/06/1990

§ 16. De offentlige gymnasieskoler drives af amtsrådene, som herunder sikrer midler til efteruddannelse af personalet.

Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan yde tilskud til forsøgs- og udviklingsarbejde, til efteruddannelse og eventuelt til andre formål.

Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte bestemmelser, der regulerer amtskommunernes driftsudgifter pr. elev.

§ 17. Undervisningen på de offentlige skoler er vederlagsfri.

Stk. 2. De undervisningsmidler, der er nødvendige for undervisningen, skal af amtsrådet stilles til rådighed for eleverne uden betaling, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren kan bestemme, at eleverne i begrænset omfang selv anskaffer undervisningsmidler. Betaling for fotokopier til undervisningsbrug kan fastsættes som en gennemsnitsbetaling for skolens elever eller for grupper af elever på skolen.

Stk. 4. Undervisnings- og forskningsministeren kan delegere sin beføjelse efter stk. 3 til vedkommende amtsråd eller til skolen efter amtsrådets bestemmelse, jf. § 8, stk. 3.

§ 18. Staten yder tilskud til private gymnasieskoler efter bestemmelserne i lov om statsstøtte til visse private skoler under følgende betingelser:

    1. Skolen skal som et gennemsnit af de tre seneste finansår, i hvilke den har været i virksomhed, have haft mindst 12 elever pr. klasse.
    1. Skolens rektor og lærere skal være aflønnet efter de for offentlige gymnasieskoler gældende regler.
    1. Skolens rektor og lærere skal være medlemmer af vedkommende pensionskasse eller over for undervisnings- og forskningsministeren godtgøre, at der på anden måde er sikret dem en passende pension.

§ 19. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om, at en elev kan få tilskud til undervisning i udlandet, der sigter mod en tilsvarende international eksamen, som er adgangsgivende til videregående uddannelser i Danmark. Tilskuddet udgør det gennemsnitlige rammetilskud pr. elev til private gymnasieskoler, jf. lov om statsstøtte til visse private skoler.

Stk. 2. Amtskommunerne betaler bidrag til staten for de i stk. 1 nævnte elever efter bestemmelserne i lov om kommuners og amtskommuners bidrag til statslige og private skoler og kurser (bidragsloven). Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om ordningen og kan herunder fravige § 6 i bidragsloven.