Lov om administration af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v. (Bemyndigelsesloven) § 10

§ 10. Enhver skal efter anmodning fra landbrugsministeren meddele de oplysninger, der skønnes nødvendige i forbindelse med opkrævning og anvendelse af de i § 6 nævnte midler.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om kontrol med disse oplysninger.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om den regnskabsførelse m.v., der skal følges af virksomheder i forbindelse med opkrævning og anvendelse af de i § 6 nævnte midler.

Stk. 4. De kontrollerende myndigheder har, såfremt det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til enhver virksomhed eller organisation, der skal betale afgifter i henhold til § 6. De kontrollerende myndigheder er berettiget til at efterse de pågældende virksomheders eller organisationers varebeholdninger, forretningsbøger, øvrigt regnskabsmateriale, ledsagedokumenter samt korrespondance m.v. Virksomhedernes indehavere eller organisationerne og de i virksomhederne eller organisationerne beskæftigede personer skal yde den fornødne vejledning og hjælp ved foretagelsen af ovennævnte eftersyn, og ovennævnte materiale skal på de kontrollerende myndigheders begæring udleveres eller indsendes til de kontrollerende myndigheder.

Kilde: Retsinformation.dk