Lov om ungdomsskoler, produktionsskoler og daghøjskoler (* 1) § 8
§ 8. Ungdomsskolebestyrelsen udarbejder inden for den af kommunalbestyrelsen fastsatte beløbsramme budget for ungdomsskolevirksomheden, henholdsvis den enkelte ungdomsskole, og fastlægger på baggrund heraf og af ordningen efter § 4 ungdomsskolens indhold og omfang.
Stk. 2. Ungdomsskolebestyrelsen afgiver indstilling til kommunalbestyrelsen om ansættelse og afskedigelse af tjenestemandsansatte inspektører og pædagogisk medhjælp og ansætter og afskediger øvrige medarbejdere.
Stk. 3. Ungdomsskolebestyrelsen kan afgive udtalelse og stille forslag til kommunalbestyrelsen om alle spørgsmål, der vedrører den pågældende ungdomsskole. Ungdomsskolebestyrelsen skal afgive udtalelse om alle spørgsmål, som kommunalbestyrelsen forelægger den.
Stk. 4. Ungdomsskolebestyrelsen udpeger blandt sine medlemmer en repræsentant til at deltage i folkeoplysningsudvalgets møder. I kommuner med flere ungdomsskolebestyrelser vælger disse i fællesskab en repræsentant.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen udarbejder en vedtægt, der fastsætter de nærmere regler om ungdomsskolebestyrelsernes opgaver. Vedtægten skal tillige angive bestyrelsernes sammensætning, jf. § 7, stk. 1 og 2.
Kilde: Retsinformation.dk