← Lov om støtte til folkeoplysning (* 1)

§ Lov om støtte til folkeoplysning (* 1) · kapitel 9 af 13

Kapitel 9 – *Folkeuniversitetsvirksomhed*

LOV nr 410 af 13/06/1990

§ 40. Ved folkeuniversitetsvirksomhed forstås den undervisnings- og foredragsvirksomhed, som udbreder kendskabet til forskningens metoder og resultater under ansvar over for Folkeuniversitetsudvalget.

§ 41. Kulturministeren yder inden for et beløb, der fastsættes på finansloven, tilskud til udgifter til aflønning m.v. af forelæsere og lærere, rejsegodtgørelse og administration ved folkeuniversitetsvirksomheden.

Stk. 2. Den samlede deltagerbetaling skal mindst udgøre 1/4 af udgifterne til aflønning m.v. af lærere og 1/3 af udgifterne til aflønning af forelæsere.

§ 42. Folkeuniversitetsudvalget har det overordnede økonomiske og faglige ansvar for den samlede folkeuniversitetsvirksomhed. Folkeuniversitetsudvalgets sammensætning og vedtægter fastsættes af kulturministeren.

Stk. 2. Kulturministeren kan træffe beslutning om, at der ansættes en studierektor ved den samlede folkeuniversitetsvirksomhed.

§ 43. Universiteterne og de øvrige højere læreanstalter stiller lokaler med fornødent udstyr til rådighed for folkeuniversitetsvirksomheden. Udgifterne herved afholdes af de pågældende læreanstalter.

Stk. 2. Såfremt der ikke i henhold til stk. 1 kan tilvejebringes de fornødne lokaler til folkeuniversitetsvirksomheden, skal kommunen anvise lokaler efter reglerne i § 22 og § 23, stk. 1-3.