§ Teaterlov · kapitel 8 af 14
Kapitel 8 – *Teaterrådet*
LOV nr 408 af 13/06/1990
§ 17. Teaterrådet skal rådgive og bistå offentlige myndigheder i sager angående teaterforhold. Rådet kan på eget initiativ behandle spørgsmål vedrørende dansk teaterliv og fremsætte udtalelser herom.
§ 18. Teaterrådet kan inden for en på de årlige finanslove fastsat beløbsramme yde støtte til:
-
- Stationær og turnerende samt opsøgende teatervirksomhed bortset fra de i kapitel 2, 3, 5 og 6 nævnte teatre,
-
- fremme af ny dansk dramatik,
-
- anskaffelse af teknisk udstyr m.v. samt i særlige tilfælde indretning af lokaler til teaterformål og
-
- andre aktiviteter, der kan fremme lovens formål.
Stk. 2. Ved fordeling af støtte efter stk. 1 skal Teaterrådet søge at tilgodese alle genrer inden for det professionelle teater, herunder det musikdramatiske område. Der skal lægges vægt på at fremme udviklingen af nye teaterformer og anden eksperimenterende virksomhed, og den geografiske spredning af aktiviteterne skal søges fremmet. En væsentlig del af støtten skal anvendes til støtte af teatervirksomhed, der henvender sig til børn og unge.
Stk. 3. Støtten kan ydes til løbende teaterdrift eller til enkeltstående projekter. Støtten ydes som tilskud, garanti eller lån.
Stk. 4. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler for tilbagebetaling af tilskud ydet til anskaffelse af teknisk udstyr m.v.
§ 19. Teaterrådet har den endelige administrative afgørelse med hensyn til fordeling af de midler, der på de årlige finanslove bevilges til rådets virksomhed.
§ 20. Teaterrådet består af 5 medlemmer, der beskikkes af kulturministeren for en periode af 4 år. 2 af medlemmerne udpeges af kontaktudvalget, og 3 af medlemmerne udpeges af kulturministeren. Medlemmerne må i funktionstiden ikke være knyttet til noget teater eller beklæde teaterfaglige tillidsposter. Ministeren kan i særlige tilfælde fravige denne bestemmelse. Medlemmerne kan ikke genbeskikkes.
Stk. 2. Til Teaterrådet knyttes et sekretariat.
§ 21. Der nedsættes et kontaktudvalg til at følge Teaterrådets virksomhed, drøfte dansk teaters situation og afgive udtalelser om principielle forhold til kulturministeren.
Stk. 2. Kontaktudvalget består af indtil tyve medlemmer, som beskikkes af kulturministeren for fire år efter forslag fra de betydende institutioner, organisationer og interessegrupper inden for dansk teater. Kontaktudvalget vælger blandt sine medlemmer en formand og en næstformand.
Stk. 3. Udvalget forelægger ministeren den fra Teaterrådet modtagne beretning med de bemærkninger, som udvalget ønsker at knytte hertil.
§ 22. Kulturministeren fastsætter efter forslag fra henholdsvis Teaterrådet og kontaktudvalget forretningsorden for de pågældende organer.
§ 23. Kulturministeren kan bestemme, at beføjelser, der i henhold til denne lov tilkommer Teaterrådet, udøves af ministeren.
Stk. 2. Kulturministeren kan give Teaterrådet instruktioner vedrørende udøvelsen af de beføjelser, der er henlagt til Teaterrådet.