← Varmeforsyningsloven

§ Varmeforsyningsloven · kapitel 4 af 8

Kapitel 4 – *Priser*

LOV nr 382 af 13/06/1990

§ 20. Kollektive varmeforsyningsanlæg, kraftvarmeværker med en eleffekt over 25 MW, industrivirksomheder, geotermiske anlæg m.v. samt virksomheder, der har fået bevilling eller tilladelse i henhold til lov om naturgasforsyning til indførsel, forhandling, transport og oplagring af naturgas, kan i priserne for levering af opvarmet vand, damp eller gas til det indenlandske marked indregne nødvendige udgifter til brændsel, lønninger og andre driftsomkostninger, administration og salg samt forrentning af fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne. Herudover kan der indregnes driftsmæssige afskrivninger og, med det i § 21 nævnte Gas- og Varmeprisudvalgs tiltræden, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital efter regler fastsat af energiministeren.

Stk. 2. Der kan fastsættes forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere og geografiske områder.

Stk. 3. Prisen for naturgas opgjort efter brændværdi kan ikke overstige forbrugerprisen inklusive statsafgifter på en tilsvarende mængde fyringsgasolie. Energiministeren fastsætter den nærmere beregningsmetode herfor efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg.

Stk. 4. Aftaler om salg af naturgas mellem virksomheder, der har fået bevilling eller tilladelse i henhold til lov om naturgasforsyning til indførsel, forhandling, transport og oplagring af naturgas, og virksomheder, der driver anlæg til fremføring af naturgas, skal indeholde bindende videresalgspriser og forbrugerpriser, herunder andre betingelser.

§ 21. Priser og andre betingelser for de af § 20 omfattede leverancer skal med angivelse af grundlaget for prisfastsættelsen anmeldes til et af energiministeren nedsat udvalg (Gas- og Varmeprisudvalget) efter regler fastsat af udvalget.

Stk. 2. Energiministeren kan bestemme, at visse sager ikke skal anmeldes.

Stk. 3. De anmeldte priser og betingelser for levering af opvarmet vand, damp eller gas til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand er offentligt tilgængelige, medmindre Gas- og Varmeprisudvalget tiltræder, at de ikke offentliggøres.

Stk. 4. Priser og andre betingelser, der ikke er anmeldt som foreskrevet efter stk. 1, erugyldige.

Stk. 5. Finder udvalget, at priser eller andre betingelser er urimelige eller i strid med bestemmelserne i § 20, giver udvalget, såfremt forholdet ikke gennem forhandling kan bringes til ophør, pålæg om ændring af priser eller betingelser.

Stk. 6. Såfremt priser eller andre betingelser må antages at ville medføre en i samfundsmæssig henseende uøkonomisk anvendelse af energi, kan udvalget efter forhandling som nævnt i stk. 5 give pålæg om ændring af priser eller betingelser.

Stk. 7. Priser og andre betingelser for salg af naturgas i forbindelse med levering til forbrugere med et aftag på over 300.000 m3 naturgas pr. år er ikke omfattet af stk. 3, 5 og 6.

§ 22. Gas- og Varmeprisudvalget består af en formand og 13 andre medlemmer, som udnævnes af energiministeren. Formanden og 7 af medlemmerne skal være uafhængige af forsynings- og kommunale interesser og skal repræsentere forbrugerinteresser og nødvendig sagkundskab. Af de øvrige 6 medlemmer udnævnes 1 efter indstilling fra Danske Elværkers Forening, 1 medlem efter indstilling fra Danske Fjernvarmeværkers Forening, 1 medlem efter indstilling fra Dansk Naturgas A/S, 1 efter fælles indstilling fra naturgasdistributionsselskaberne, 1 efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, og 1 medlem udnævnes efter fælles indstilling fra Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.

Stk. 2. Udvalgets sekretariatsforretninger varetages af Konkurrencerådets sekretariat.

Stk. 3. Energiministeren fastsætter udvalgets forretningsorden.

§ 23. Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelser skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om de forhold og synspunkter, som har været bestemmende for afgørelsen.

Stk. 2. Med hensyn til udvalgets beføjelser til at kræve oplysning m.v. og til klage over udvalgets afgørelser finder reglerne i § 6 og kapitel 5 i konkurrenceloven anvendelse med de fornødne afvigelser.