§ Lov om uddannelse til håndarbejdslærer · kapitel 2 af 4
Kapitel 2 – *Institutionerne*
LOV nr 318 af 16/05/1990
§ 7. Undervisningen foregår på private håndarbejdsseminarier, der er godkendt af undervisnings- og forskningsministeren.
Stk. 2. Enkelte fag i uddannelsen kan læses på andre uddannelsesinstitutioner.
§ 8. For at opnå godkendelse skal håndarbejdsseminariet indgå som et hensigtsmæssigt led i en landsomfattende planlægning til opfyldelse af konstaterede eller forventede behov for uddannelsen.
Stk. 2. En godkendelse kan tilbagekaldes, hvis der ikke længere er behov for seminariet, eller hvis seminariet ikke overholder de af undervisnings- og forskningsministeren fastsatte regler eller givne pålæg.
§ 9. Et håndarbejdsseminarium ledes af en bestyrelse og en forstander.
Stk. 2. Bestyrelsen sammensættes således, at den i væsentlig grad repræsenterer håndarbejdslærernes arbejdsområder. Sammensætningen skal fremgå af institutionens vedtægter, som godkendes af undervisnings- og forskningsministeren.
§ 10. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af håndarbejdsseminariet. Bestyrelsen fastlægger seminariets studieordning efter forslag fra forstanderen. Bestyrelsen varetager seminariets interesser som uddannelsesinstitution og fastlægger linierne for seminariets udadvendte virksomhed og for dets udvikling på længere sigt.
Stk. 2. Bestyrelsen ansætter og afskediger håndarbejdsseminariets forstander og efter forslag fra forstanderen seminariets øvrige medarbejdere. Ansættelse af forstanderen skal godkendes af Undervisnings- og Forskningsministeriet. Bestyrelsen kan bemyndige forstanderen til at ansætte og afskedige seminariets øvrige medarbejdere.
Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om lærernes kvalifikationer.
§ 11. Forstanderen er håndarbejdsseminariets pædagogiske leder og varetager desuden den daglige administrative og økonomiske ledelse af seminariet.
§ 12. Hvert håndarbejdsseminarium nedsætter et seminarieråd, der er rådgivende for forstanderen.
Stk. 2. Seminarierådet består af repræsentanter for seminariets lærere, studerende og tekniske og administrative medarbejdere. Bestyrelsen fastsætter repræsentanternes antal efter udtalelse fra de berørte parter.
Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om seminarierådenes virksomhed.
§ 13. Staten yder støtte til godkendte håndarbejdsseminarier efter bestemmelserne i lov om statsstøtte til visse private seminarier (seminariestøtteloven).