← Sygedagpengeloven

§ Sygedagpengeloven · kapitel 2 af 13

Kapitel 2 – *Beskæftigelseskrav*

LOV nr 852 af 20/12/1989

§ 3. Lønmodtagere, som ikke får udbetalt fuld løn under sygdom, har ret til dagpenge fra arbejdsgiveren, hvis de

    1. har været ansat i de sidste 13 uger før fraværet hos den pågældende arbejdsgiver og
    1. i denne periode har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i mindst 120 timer.

Stk. 2. Har lønmodtageren tidligere været beskæftiget hos den nuværende arbejdsgiver, og udgør den samlede beskæftigelse hos denne mindst 120 timer inden for de sidste 13 uger, gælder betingelsen i stk. 1, nr. 1, dog ikke.

Stk. 3. Retten til dagpenge fra arbejdsgiveren gælder, uanset om ansættelsen ophører inden for de første 2 uger, fra 1. fraværsdag.

Stk. 4. Retten til dagpenge fra en offentlig arbejdsgiver består herudover, så længe lønmodtageren er ansat, jf. dog §§ 22 og 23.

§ 4. Ret til dagpenge fra kommunen har lønmodtagere, der

    1. har været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før sygdommens indtræden og i denne periode har været beskæftiget i mindst 120 timer samt ikke har ret til dagpenge fra arbejdsgiveren for samme periode og beskæftigelsesforhold eller
    1. ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, uddannelses- eller iværksætterydelse eller kursusgodtgørelse ydet som erstatning for arbejdsløshedsdagpenge, jf. § 9, stk. 3, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt,
    1. inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller
    1. er lærlinge med lærekontrakt eller er i praktik hos en arbejdsgiver som led i en erhvervsfaglig uddannelse.

Stk. 2. Retten til dagpenge fra kommunen indtræder fra 1. hele fraværsdag eller 1. fraværsdag efter, at retten til dagpenge fra arbejdsgiveren er ophørt.

Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte regler om udbetaling af dagpenge fra arbejdsgiveren og kommunen, herunder dagpenge til nyansatte og til personer, der har modtaget godtgørelse for tabt arbejdsindtægt efter bistandsloven.

§ 5. Dagpenge ydes ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom.

Udbetaling af dagpenge ophører den dag, lønmodtageren er arbejdsdygtig, uanset om den pågældende undlader at træde i arbejde eller at raskmelde sig.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til

    1. nedsatte dagpenge ved delvis uarbejdsdygtighed og
    1. dagpenge ved deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse af begrænset omfang.