§ Lov om Dansk Landbrugs Realkreditfond · kapitel 3 af 8
Kapitel 3 – *Værdiansættelse og låneudmåling*
LOV nr 850 af 20/12/1989
§ 11. Instituttet skal ansætte en kontantværdi af ejendommen til brug for låneudmålingen. Værdiansættelsen sker på grundlag af ejendommens jord og bygninger samt dertil hørende besætning, driftsinventar og driftsmateriel m.v.
Stk. 2. Værdiansættelsen skal ligge inden for det beløb, som en kyndig erhverver med kendskab til de særlige pris- og markedsforhold for den pågældende type ejendom må skønnes at ville betale for ejendommen. Forhold, der betinger en særlig høj pris, må ikke indgå i værdiansættelsen.
Stk. 3. Instituttet skal ved værdiansættelsen tage hensyn til eventuel risiko for ændringer i markeds- eller strukturforhold.
Stk. 4. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om værdiansættelsen.
§ 12. Et af instituttet ydet lån skal have sikkerhed inden for 70 pct. af instituttets værdiansættelse til brug for låneudmålingen.
Stk. 2. Lån, for hvilke der er ydet statsgaranti, kan dog uanset stk. 1 ydes med sikkerhed inden for de i statsgarantien fastsatte grænser.
Stk. 3. Instituttet skal ved låneudmålingen, herunder fastsættelsen af løbetiden, tage hensyn til låntagers kreditværdighed, rentabiliteten af den virksomhed, der drives i ejendommen, og de finansierede aktivers levetid.
Stk. 4. Instituttet kan rykke for andre lån, hvis instituttets lån efter rykningen opfylder betingelserne i stk. 1-3.
Stk. 5. Ethvert lånetilbud skal være ledsaget af oplysninger til bedømmelse af lånets effektive debitorrente.