§ Realkreditlov · kapitel 8 af 18
Kapitel 8 – *Virksomhed i udlandet*
LOV nr 841 af 20/12/1989
§ 50. Et realkreditinstitut, der ønsker at etablere en filial i et andet land, skal meddele dette til boligministeren sammen med følgende oplysninger om filialen:
-
- i hvilket land filialen ønskes etableret,
-
- et program for filialen, herunder oplysninger om organisation og de forretninger, der påtænkes,
-
- filialens adresse og
-
- navnene på de ansvarlige medlemmer af filialens ledelse.
Stk. 2. Boligministeren videresender de i stk. 1 nævnte oplysninger samt oplysninger om instituttets egenkapital til de kompetente myndigheder i værtslandet senest 3 måneder efter modtagelsen af alle disse oplysninger og underretter realkreditinstituttet herom.
Stk. 3. Boligministeren kan dog undlade at fremsende de nævnte oplysninger, hvis der er grund til at betvivle, at realkreditinstituttets administrative strukturer og finansielle situation er forsvarlige under hensyntagen til den påtænkte etablering. Boligministeren giver instituttet meddelelse herom inden 3 måneder fra modtagelsen af alle de i stk. 1 nævnte oplysninger.
Stk. 4. Hvis boligministeren finder ikke at kunne videresende de nævnte oplysninger, kan instituttet indbringe denne afgørelse for domstolene inden 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt instituttet.
Stk. 5. Realkreditinstituttet er forpligtet til at meddele boligministeren og værtslandets tilsynsmyndigheder enhver ændring i de i stk. 1, nr. 1-4, nævnte forhold, senest 1 måned inden den foretages.
§ 51. Et realkreditinstitut, der ønsker at udøve virksomhed i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i et andet land, skal give boligministeren meddelelse herom med angivelse af, hvilke aktiviteter der ønskes udøvet.
Stk. 2. Boligministeren videregiver den i stk. 1 omhandlede meddelelse til de kompetente myndigheder i værtslandet senest en måned efter modtagelsen af denne meddelelse.
Stk. 3. Boligministeren kan forbyde et realkreditinstitut at udøve realkreditvirksomhed i et andet land gennem filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser, hvis instituttet groft eller gentagne gange har overtrådt de lovbestemmelser, som det pågældende værtsland har vedtaget i medfør af direktiver om kreditinstitutter vedtaget af De Europæiske Økonomiske Fællesskaber, og det ikke ved påbud eller sanktioner har været muligt at bringe lovovertrædelserne til ophør.
§ 52. Ved långivning i andre lande gælder de i kapitlerne 4-5 fastsatte bestemmelser om indekslån og om maksimale løbetider ikke. Desuden gælder bestemmelserne i § 25, § 33, stk. 4, § 34, § 39 og §§ 46-47 ikke.
Stk. 2. Ved långivning i andre lande til de af § 28 og §§ 30-32 omfattede ejendomme gælder reglerne i § 29, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Realkreditinstituttet kan yde lån i andre lande inden for de i kapitel 5 fastsatte højeste lånegrænser for hver ejendomskategori, inden for hvilke instituttet kan yde lån uden supplerende sikkerhed. Lån kan ydes ud over disse lånegrænser mod selvskyldnergaranti fra en offentlig myndighed, et pengeinstitut eller et forsikringsselskab.