§ Skovlov · kapitel 7 af 10
Kapitel 7 – *Myndigheder*
LOV nr 383 af 07/06/1989
§ 35. Miljøministeren kan henlægge sine opgaver og beføjelser efter loven til Skov- og Naturstyrelsen eller andre institutioner under Miljøministeriet. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over disse myndigheders afgørelser, herunder at disse myndigheder har den endelige administrative afgørelse.
§ 36. Skov- og Naturstyrelsen yder faglig bistand til miljøministeren og andre myndigheder i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål, der har betydning for lovens administration.
Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsen iværksætter forsknings- og udviklingsarbejder, der støtter de formål og hensyn, som er nævnt i § 1.
Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen udøver vejlednings- og informationsvirksomhed om skove og skovbrugserhvervet over for andre myndigheder og private.
Stk. 4. Skov- og Naturstyrelsen drager omsorg for, at der mindst hvert 10. år udarbejdes en landsdækkende skovstatistik.
§ 37. Miljøministeren skal, hvis ejeren anmoder om det, afgive en erklæring om skovens tilstand, herunder om, hvorvidt der er forhold, som kan begrunde et påbud efter § 31, stk. 1 eller stk. 2. Miljøministeren skal afgive erklæringen senest 8 uger efter, at anmodningen er modtaget.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at der skal betales gebyr for erklæringen.
§ 38. Til kontrol med overholdelse af loven og af regler, der er udstedt efter loven, kan miljøministeren besigtige ejendomme, hvorpå der er skov eller fredskovspligtigt areal. Besigtigelsen kan gennemføres uden retskendelse, men mod legitimation og så vidt muligt efter forudgående meddelelse til ejeren eller brugeren.