Lov om tilsyn med firmapensionskasser (Firmapensionskasseloven) § 20

§ 20. Pensionskassens beslutning om ændring i de godkendte vedtægter, pensionsregulativ eller tekniske og økonomiske grundlag har ikke gyldighed, før ændringen er godkendt af Finanstilsynet.

Stk. 2. En pensionskasse skal årligt gennemgå sit pensionsregulativ og det tekniske og økonomiske grundlag og skal i forbindelse med indsendelsen af årsregnskabet underrette Finanstilsynet om, hvorvidt der er behov for ændringer. Såfremt Finanstilsynet finder behov for ændringer, drager tilsynet omsorg for, at pensionskassen foretager en tilpasning.

Stk. 3. Ændres en pensionskasses grundlag for pensionshensættelsernes beregning således, at pensionskassen forpligtes til for ældre pensionstilsagn at beregne højere pensionshensættelser end hidtil, skal forhøjelsen ske inden 15 år. Forhøjelsen skal gennemføres årligt i overensstemmelse med en af Finanstilsynet godkendt plan. Tilsynet kan fastsætte en frist, der er kortere end den, der er nævnt i 1. pkt.

Stk. 4. Sker der ændring i forhold, der er anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, skal ny anmeldelse foretages ledsaget af dokumentation for ændringens lovlige vedtagelse. § 18, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om ændring som nævnt i stk. 4 og ansøgning til Finanstilsynet om godkendelse af ændring af pensionskassens vedtægter, pensionsregulativ eller tekniske og økonomiske grundlag skal indsendes inden 1 måned efter ændringens vedtagelse. Inden 3 måneder efter, at godkendelse af vedtægtsændring er meddelt pensionskassen, skal pensionskassen indsende et dateret eksemplar af vedtægterne med den fuldstændige nye affattelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Kilde: Retsinformation.dk