← Filmlov

§ Filmlov · kapitel 4 af 10

Kapitel 4 – *Film for børn og unge*

LOV nr 218 af 05/04/1989

§ 16. Af de midler, som Det Danske Filminstituts bestyrelse efter § 2, stk. 1, nr. 2, 3 og 5, afsætter til produktion, import, distribution og forevisning af spillefilm, og af de midler, som Statens Filmcentrals bestyrelse efter § 9, stk. 1, afsætter til produktion og indkøb af kortfilm, afsættes mindst 25 pct. til film for børn og unge. Såfremt der ikke fremkommer et tilstrækkeligt antal egnede projekter hertil, kan de ledige midler anvendes til Filminstituttets og Filmcentralens øvrige formål.

§ 17. Bestyrelserne for Filminstituttet og for Filmcentralen ansætter hver en børnefilmkonsulent, der ikke må være repræsentant for eller ansat i eller økonomisk interesseret i virksomheder for produktion, udlejning eller forevisning af film.

Stk. 2. Konsulenterne ansættes for indtil tre år. Umiddelbar genansættelse kan ske for et år ad gangen, maksimalt tre gange.

Stk. 3. For så vidt angår spillefilm for børn og unge foretager børnefilmkonsulenten den endelige kunstneriske vurdering og afgiver forslag til bestyrelsen for Filminstituttet om anvendelsen af de midler, der er nævnt i § 16. For så vidt angår midler til filmproduktion afgives forslag efter drøftelse med de konsulenter, der er nævnt i § 6.

Stk. 4. For så vidt angår kortfilm for børn og unge foretager børnefilmkonsulenten den endelige kunstneriske vurdering og afgiver efter drøftelse med den programredaktion, der er nævnt i § 13, forslag til bestyrelsen for Statens Filmcentral om anvendelsen af de midler, der er nævnt i § 16.

Stk. 5. Børnefilmkonsulenterne virker i øvrigt som initiativtagende på børnefilmområdet.

§ 18. Kulturministeren fastsætter nærmere regler for børnefilmkonsulenternes virksomhed efter forslag fra bestyrelserne for Filminstituttet og Filmcentralen.