← Filmlov

§ Filmlov · kapitel 2 af 10

Kapitel 2 – *Det Danske Filminstitut*

LOV nr 218 af 05/04/1989

§ 2. Det Danske Filminstitut har for så vidt angår spillefilm følgende opgaver:

    1. at yde støtte til udarbejdelse af manuskripter til danske film,
    1. at yde støtte til produktion af danske spillefilm,
    1. i særlige tilfælde at producere eller være medproducent af danske film,
    1. at yde hel eller delvis udligning af tab ved produktion af danske film af kunstnerisk kvalitet,
    1. at yde støtte til import, distribution og forevisning af kunstnerisk værdifulde film og film, der skønnes særligt egnede for børn og unge, og
    1. at træffe foranstaltninger, der kan fremme salget af og i øvrigt tjene til udbredelsen af kendskabet til danske film i udlandet.

Stk. 2. Herudover kan instituttets midler anvendes til følgende formål:

    1. støtte til den selvejende institution Det Danske Filmstudie og anden filmstudievirksomhed,
    1. drift af filmværksteder,
    1. støtte til indretning eller modernisering af biografer,
    1. ydelse af stipendier inden for filmkunstneriske og filmtekniske områder,
    1. støtte til udgivelse af publikationer vedrørende film og
    1. støtte til andre aktiviteter til fremme af filmkunst og filmkultur i Danmark.

§ 3. Det Danske Filminstitut ledes af en bestyrelse bestående af fem medlemmer, der beskikkes af kulturministeren. Tre medlemmer beskikkes efter forslag fra repræsentantskabet, jf. § 7, og to medlemmer udpeges af ministeren. Blandt medlemmerne beskikker ministeren en formand og en næstformand. Beskikkelserne gælder for fire år. Umiddelbar genbeskikkelse kan kun ske for een periode. Der skal ved bestyrelsens sammensætning lægges vægt på, at medlemmerne tilsammen repræsenterer kulturel, mediemæssig og økonomisk indsigt.

Stk. 2. Medlemmer af bestyrelsen udpeges blandt personer, der ikke er repræsentanter for eller ansat i eller økonomisk interesseret i virksomheder for produktion, udlejning eller forevisning af film eller beklæder filmfaglige tillidsposter. Kulturministeren kan i særlige tilfælde fravige denne bestemmelse.

Stk. 3. Medlemmer af bestyrelsen kan ikke være medlemmer af repræsentantskabet eller beklæde de konsulentstillinger, der er nævnt i § 6 og § 17, stk. 3.

Stk. 4. Kulturministeren beskikker to filmfaglige repræsentanter til bestyrelsen som tilforordnede uden stemmeret. For hver af de tilforordnede udpeges en suppleant. De tilforordnede beskikkes efter forslag fra de organisationer, der repræsenterer filmproducenterne, filminstruktørerne, filmteknikerne, biografindehaverne og filmudlejerne.

§ 4. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af Filminstituttets virksomhed og fordeler de midler, som er til rådighed, på de formål, der er nævnt i § 2. Bestyrelsen træffer den endelige administrative afgørelse med hensyn til dispositioner efter § 2.

§ 5. Filminstituttets daglige ledelse forestås af en direktør, som efter forslag fra bestyrelsen ansættes af kulturministeren.

Stk. 2. Direktøren ansætter instituttets personale bortset fra de konsulenter, der er nævnt i § 6, samt den børnefilmkonsulent, der er nævnt i § 17, stk. 3.

§ 6. Filminstituttets bestyrelse ansætter indtil tre filmkonsulenter. Konsulenterne må ikke være repræsentanter for eller ansat i eller økonomisk interesseret i virksomheder for produktion, udlejning eller forevisning af film.

Stk. 2. Konsulenterne ansættes for indtil tre år. Umiddelbar genansættelse kan ske for et år ad gangen, maksimalt tre gange. Ved ansættelse af nye konsulenter skal den nødvendige kontinuitet sikres ved at lade ansættelserne ske tidsmæssigt forskudt.

Stk. 3. Konsulenterne foretager den endelige kunstneriske vurdering og afgiver forslag til bestyrelsen om anvendelsen af de midler, som bestyrelsen stiller til rådighed for de formål, der er nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1-3.

Stk. 4. Filminstituttets bestyrelse kan efter bestemmelser fastsat af kulturministeren yde støtte til halvdelen af omkostningerne til produktion af spillefilm uden forudgående konsulentbehandling efter stk. 3.

§ 7. Filminstituttets repræsentantskab har til opgave at følge instituttets virksomhed, fremkomme med forslag til tre medlemmer til bestyrelsen, jf. § 3, modtage beretning og regnskab fra bestyrelsen og forelægge disse for kulturministeren med de bemærkninger, det ønsker at knytte dertil.

Stk. 2. Repræsentantskabet består af indtil tyve medlemmer, som beskikkes af kulturministeren for fire år efter forslag fra de betydende institutioner, organisationer og interessegrupper inden for dansk spillefilm. Repræsentantskabet vælger blandt sine medlemmer en formand og en næstformand. Medlemmer af repræsentantskabet kan ikke beklæde de konsulentstillinger, der er nævnt i § 6 og § 17, stk. 3.

§ 8. Kulturministeren fastsætter efter forslag fra henholdsvis bestyrelsen og repræsentantskabet forretningsordenen for de pågældende organer og efter forslag fra bestyrelsen nærmere regler for filmkonsulenternes virksomhed.