Lov om erhvervsuddannelser (* 1) § 48
§ 48. Det er en betingelse for gennemførelse af en erhvervsuddannelse, at der mellem eleven og en eller flere virksomheder er indgået en uddannelsesaftale. Aftalen skal omfatte alle uddannelsens praktik- og skoleophold, herunder en eventuel svendeprøve.
Stk. 2. Kurser efter § 16 medregnes til uddannelsen, hvis det er bestemt i regler om de pågældende kurser.
Stk. 3. Er flere virksomheder parter i aftalen, skal det af aftalen fremgå, hvilke skole- og praktikophold den enkelte virksomhed er part i.
Stk. 4. En virksomhed kan ved aftalen forpligte sig til at lade en del af elevens uddannelse gennemføre i en anden virksomhed.
Stk. 5. Har eleven tidligere gennemgået en del af den uddannelse, aftalen angår, kan aftalen kun omfatte de manglende skole- og praktikophold, jf. dog §§ 57-59 om afkortning eller forlængelse af uddannelsestiden i særlige tilfælde.
Stk. 6. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet nærmere regler om de særlige spørgsmål vedrørende elevernes og virksomhedernes retsstilling, som aftaler efter stk. 3 og 4 giver anledning til.
Kilde: Retsinformation.dk