Lov om erhvervsuddannelser (* 1) § 43
§ 43. Praktikpladser formidles af arbejdsformidlingskontorerne, der i videst muligt omfang skal samarbejde med skolerne herom. Det påhviler skolerne at udføre opsøgende virksomhed med henblik på fremskaffelse af praktikpladser.
Stk. 2. De faglige udvalg og de lokale uddannelsesudvalg skal ved kontakt med virksomheder og eventuelt ved opfordringer til virksomheder virke for, at der tilvejebringes det antal praktikpladser, som der er behov for ud fra en vurdering af elevernes uddannelsesønsker og de forventede fremtidige beskæftigelsesmuligheder, og for, at udbudet af praktikpladser bliver alsidigt med hensyn til virksomhedernes størrelse og teknologiske udvikling. Et fagligt udvalg kan af virksomheder forlange alle sådanne oplysninger, som har betydning for at vurdere virksomhedernes uddannelsesmæssige muligheder.
Stk. 3. Initiativ- og koordinationsudvalg kan i samarbejde med de faglige udvalg koordinere disses virksomhed efter stk. 2.
Stk. 4. Undervisnings- og forskningsministeren kan efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet fastsætte regler om samarbejds- eller informationsordninger med henblik på at tilvejebringe et tilstrækkeligt antal praktikpladser.
Kilde: Retsinformation.dk