← Lov om erhvervsuddannelser (* 1)

§ Lov om erhvervsuddannelser (* 1) · kapitel 4 af 9

Kapitel 4 – *Indholdet af uddannelserne*

LOV nr 211 af 05/04/1989

§ 21. Indholdet af uddannelserne skal tilrettelægges under hensyntagen til de formål, der er nævnt i § l, stk. 2, og således, at praktikuddannelsen og skoleundervisningen udgør et sammenhængende forløb.

Stk. 2. Uddannelsernes faglige indhold skal så vidt muligt fastlægges på grundlag af analyser og prognoser vedrørende kvalifikationsbehov.

Stk. 3. Hver uddannelse indeholder et speciale.

A. Skoleundervisningen

§ 22. Skoleundervisningen skal under hele uddannelsesforløbet på en helhedsorienteret måde omfatte både praktisk og teoretisk undervisning med henblik på at give eleverne fornødne generelle og specielle kvalifikationer, herunder at

    1. give eleverne forudsætninger for at varetage de funktioner, uddannelserne tager sigte på, og i forbindelse hermed fornøden viden om og fornødne færdigheder i anvendelse af relevant teknologi,
    1. give eleverne forudsætninger for selvstændigt og ved efter- og videreuddannelse at udbygge deres kvalifikationer, herunder forudsætninger for videregående uddannelser,
    1. bidrage til elevernes personlige udvikling og
    1. give eleverne forståelse af samfundet og dets udvikling, herunder navnlig af virksomhedernes og de ansattes rolle i en almindelig erhvervsmæssig og samfundsmæssig sammenhæng og af arbejdsmarkedsforhold og arbejdspladsforhold.

Stk. 2. 1. skoleperiode skal lægge vægt på en grundlæggende orientering og indføring i et eller flere uddannelsesområder, herunder på, at eleven ved afprøvning af evner og interesser får et godt grundlag for at vælge 2. skoleperiode i uddannelsen.

§ 23. Skoleundervisningen tilrettelægges i almindelighed således, at den eller de første skoleperioder omfatter emner, der er fælles for flere uddannelser, og således, at der i øvrigt i skoleforløbet sker en faglig specialisering.

§ 24. Undervisningen i 1. skoleperiode omfatter praktisk og teoretisk undervisning i emner fra et eller flere uddannelsesområder samt valgfag af betydning for elevens fortsatte uddannelse.

Stk. 2. Den øvrige skoleundervisning omfatter grundfag, områdefag, specialefag og valgfag. Fagene har i almindelighed følgende vægt: Grundfag og områdefag 1/3 hver, specialefag og valgfag 1/6 hver. Grundfag kan træde i stedet for områdefag.

Stk. 3. For handels- og kontoruddannelser kan 1. skoleperiode tilrettelægges sammen med den øvrige skoleundervisning efter bestemmelserne i stk. 2, jf. § 11, stk. 3.

§ 25. Skolerne tilrettelægger undervisningen i 1. skoleperiode inden for regler fastsat af undervisnings- og forskningsministeren efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet, jf. dog § 24, stk. 3.

Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren godkender efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet forslag til grundfag, der skal angive mål, indhold, vejledende undervisningstid og bedømmelseskriterier. Grundfagene opføres på en samlet oversigt. Det faglige udvalg vælger den enkelte uddannelses grundfag inden for de fag, der er opført på oversigten.

Stk. 3. De faglige udvalg bestemmer den enkelte uddannelses områdefag og specialefag inden for de regler, der fastsættes af undervisnings- og forskningsministeren efter § 4, stk. 1.

Stk. 4. Skolerne tilbyder valgfag inden for de regler, der fastsættes af undervisnings- og forskningsministeren efter § 4, stk. 1 og 2.

§ 26. Grundfag omfatter praktisk og teoretisk undervisning, der bidrager til at give erhvervsuddannelserne faglig bredde. Samtidig har grundfagene til formål at opfylde krav til ungdomsuddannelserne, herunder med hensyn til at fremme den personlige udvikling, at bidrage til studiekompetence og at give en forståelse af samfundet og dets udvikling.

Stk. 2. Områdefag omfatter praktisk og teoretisk undervisning, der er særlig for den pågældende uddannelse, og som bidrager til at give eleven en generel og specifik erhvervskompetence.

Stk. 3. Specialefag omfatter, på det for erhvervsuddannelserne højeste faglige niveau, praktisk og teoretisk undervisning, der er særlig for en del af en uddannelse, og som især bidrager til at give eleven en specifik erhvervskompetence. Eleverne vælger specialefag blandt de fag, der er godkendt for den pågældende uddannelse.

§ 27. Valgfag skal være egnede til at imødekomme elevernes interesser. Der skal herunder tilbydes fag, der er af betydning for videreuddannelse og for adgangen til videregående uddannelser. Der kan endvidere tilbydes valgfag svarende til uddannelsernes generelle niveau med henblik på kvalifikationsbehov og beskæftigelsesmuligheder i skolens lokalområde.

§ 28. Der skal ved undervisningens tilrettelæggelse tages hensyn til elevernes ønsker og tilstræbes den differentiering af undervisningen, som en hensyntagen til elevernes forudsætninger og interesser tilsiger.

§ 29. Til elever, der har behov for det, gives der specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.

Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter nærmere regler herom.

§ 30. Der skal tilbydes eleverne rådgivning om valg af uddannelse og erhverv samt om personlige forhold.

Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet nærmere regler herom.

B. Praktikuddannelsen

§ 31. Praktikuddannelsen foregår på en eller flere virksomheder, der er godkendt af det faglige udvalg, og på grundlag af en uddannelsesaftale mellem eleven og virksomheden.

§ 32. Praktikuddannelsen skal gennemføres efter praktikregler, der fastsættes af undervisnings- og forskningsministeren efter de faglige udvalgs bestemmelse.

Stk. 2. Praktikreglerne skal angive uddannelsens mål og på grundlag heraf beskrive arbejdsområder og funktioner, som praktikuddannelsen skal omfatte. Reglerne skal have et sådant indhold, at det sikres, at skoleundervisning og praktikuddannelse supplerer hinanden på en hensigtsmæssig måde. De skal indeholde regler om kontakt mellem skole, elev og virksomhed.

C. Bedømmelse af elever, prøver og svendeprøver

§ 33. Eleverne modtager bevis for den gennemførte uddannelse, herunder bevis både for gennemført skoleuddannelse og for gennemført praktikuddannelse. Elever, der afbryder uddannelsen, har ret til at få udleveret dokumentation for deltagelsen i undervisningen.

Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet regler om bedømmelsesplaner i almindelighed og regler for bevisernes udformning og udstedelse, jf. § 4, stk. 1.

Stk. 3. Bedømmelse af elever under uddannelsens forløb og eksamen tilrettelægges for den enkelte uddannelse på grundlag af en bedømmelsesplan, der fastsættes af undervisnings- og forskningsministeren, for områdefags og specialefags vedkommende efter de faglige udvalgs bestemmelse. Det faglige udvalgs retningslinier for en eventuel svendeprøve, jf. stk. 4, indgår i bedømmelsesplanen.

Stk. 4. Det faglige udvalg kan bestemme, at praktikuddannelsen afsluttes med en svendeprøve, der afholdes efter retningslinier fastsat af udvalget. Udgifterne til denne prøve afholdes af udvalget. Udvalget kan kræve, at praktikvirksomheden helt eller delvis refunderer udvalget udgifterne.