§ Lov om erhvervsskoler (* 1) · kapitel 1 af 7
Kapitel 1 – *Godkendelse af erhvervsskoler*
LOV nr 210 af 05/04/1989
§ 1. Undervisnings- og forskningsministeren kan godkende erhvervsskoler m.v., der giver undervisning inden for erhvervsuddannelserne og tilgrænsende uddannelser.
Stk. 2. Skolerne skal følge de regler om adgangsbetingelser, optagelsestal, uddannelseskrav til lærere, undervisningsbestemmelser, eksamensordninger og andre forhold vedrørende undervisningen ved de pågældende uddannelser, som fastsættes af undervisnings- og forskningsministeren eller følger af anden lovgivning.
§ 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet godkende de i § 1 nævnte skoler, såfremt skolen indgår som et hensigtsmæssigt led i en landsomfattende planlægning til opfyldelse af konstaterede eller forventede behov for sådanne skoler.
Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte vilkår for godkendelsen. Skolerne skal være selvejende institutioner, hvis vedtægter godkendes af undervisnings- og forskningsministeren. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om vedtægternes indhold.
Stk. 3. En godkendelse kan tilbagekaldes, hvis der ikke længere er behov for skolen. En godkendelse kan endvidere tilbagekaldes, hvis skolen ikke overholder fastsatte regler eller meddelte påbud.
Stk. 4. Ministeren kan modsætte sig nedlæggelse af en skole, såfremt der efter ministerens skøn stadig er behov for skolen, og kan fastsætte vilkårene for skolens videreførelse.
§ 3. I tilfælde af skolens ophør skal skolens formue anvendes til undervisnings- og uddannelsesformål efter undervisnings- og forskningsministerens bestemmelse.
§ 4. Undervisnings- og forskningsministeren fører tilsyn med og vejleder skolerne og kan indhente oplysninger om uddannelserne, eleverne, lærerne og institutionens drift i øvrigt til brug ved dette tilsyn.